Livets Bog, bind 3
Væsenets skæbne er dets egen af det selv skabte himmelbane igennem altets lys-, rum- og tidssfærer eller selve Guddommens mentalitet
749. Skæbnen er jo selve det udødelige væsens egen skabte himmelbane eller vej gennem Guddommens altoverstrålende mentalitet eller det evige alts lys-, rum- og tidssfærer. Da nævnte bane kun kan eksistere som "kosmisk kemi", hvilket vil sige: reaktionerne af de energikombinationer, væsenet selv har manifesteret som tilfredsstillelse for sine begær, ønsker og viljeudløsninger, er væsenets egen bevidste fortidige livsførelse det absolut urokkelige grundlag for karakteren af samme væsens skæbne i dets nuværende liv. Væsenets eget ønske og bud er således det urokkelige fundament for udformningen af dets nuværende passage frem igennem tiden, rummet og lyset. Det befinder sig midt i sin egen skabelse af sit eget livs kolorering, i sin egen placering af lys og skygge, i sin egen skabelse af sin egen værens ydre fuldkommenheds- og skønhedsgrad såvel som i sin egen skabelse af kapaciteten af sin indre åndsfunktion eller intellektualitet. Men dermed er mystikken ved væsenernes skæbne fuldstændig hævet og logikken eller kærligheden åbenbaret til fuldkommenhed. Når væsenernes nuværende skæbne er en reaktion af de tilfredsstillelser af ønsker, de har haft eller gennemgået i forudgående liv, bliver der pludselig mening i et hvilket som helst væsens nuværende fremtræden. At de ikke har den samme skæbne eller oplever samme velvære eller lidelse i deres nuværende liv bliver nu en selvfølge. Medens denne væsenernes forskelligartethed i skæbne tidligere, da man ikke accepterede genfødslen, forekom som en, på perversitet hos Guddommen baseret, uretfærdighed, bliver samme forskelligartethed i skæbne nu udtryk for den højeste retfærdighed eller selve kulminationen af kærlighed. Da væsenerne ikke har tænkt, ønsket eller handlet ens i tidligere liv, kan de reaktioner, som deres fremtræden i disse tidligere liv har ført, heller ikke være ens. Da reaktionerne nødvendigvis må præge det evige væsen, er det givet, at vi bliver vidne til, at væsenerne heller ikke fremtræder ens. Og hvad bliver nu mere naturligt og retfærdigt, end at den eller den manifestationsart, et væsen har beskæftiget sig med i tidligere liv, må komme til syne og fra det udødelige væsens overbevidsthed bag organismen kaste refleks eller afspejle sig i væsenets nuværende liv og organisme. Har det haft ædle og for sjæl og legeme sundhedsbefordrende manifestationer, ønsker og længsler i tidligere liv, er det en selvfølge, at dets senere liv ikke kan undgå at være præget heraf. Med andre ord, hvert nyt liv er faktisk bare en fortsættelse af det forrige. De ønsker og længsler, væsenet ikke fik tilfredsstillet i sidste liv, fortsætter bare ind i det nye liv og iler der mod sin tilfredsstillelse. Dette vil som nævnt betyde, at ethvert væsen befinder sig midt i sin evige skabelse og dermed i sin evige bevidsthedsfunktion eller oplevelse af livet.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning