Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 5 – Stoffet eller materien
777. Men idet vi således her har set, at der finder en "tiltrækning" (sult) og en "frastødning" (afføring) sted, bliver det dermed en kendsgerning for os, at der er "noget", der "tiltrækkes", og "noget", der "frastødes". Men da der ved denne "tiltrækning" og "frastødning" blev skabt en "mættelse", blev denne "mættelse" det samme som "noget", der blev tilbage. Hvad er nu dette "noget", der således blev "tiltrukket", og det "noget", der blev "frastødt", og det "noget", der blev tilbage? – Ja, det kan i sig selv kun udgøre den allerførste analyse af begrebet "stof" eller "materie".
      Da vor analyse her begyndte med "urbegæret", og dette "urbegær" igen var udgørende "tiltrækning" og "frastødning", var disse to foreteelser i deres egennatur ikke at udtrykke som "stof", men derimod som "bevægelse". Og det var således disse to "bevægelsesarter", vi henholdsvis udtrykte som "sult" og "afføring". Men "bevægelse" er ikke noget i sig selv. Hvis ikke der er "noget", der kan "bevæges", eksisterer "bevægelsen" ikke. Der må altså en tredje faktor til, nemlig, det "noget", som kan "flyttes" eller "bevæges". Men da "noget", som kan "flyttes" eller "bevæges", aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet end "stof" eller "materie", sålænge det er "bevægelsen" underlegen, i modsat fald måtte det, som vi senere skal se, være det samme som "kraft", må vi her udtrykke alt, hvad der netop forekommer under begrebet "stof" eller "materie", som "livssubstans nr. 5".