Livets Bog, bind 3
Hvorledes man kan vide, at der eksisterer andet end bevægelse. Bevægelse afslører et "villende noget". Der, hvor det "villende noget" ikke behersker bevægelsen indenfor sit eget område, opstår det, vi kalder "katastrofer"
787. Hvordan kan man da vide, at der i det hele taget eksisterer et sådant område eller noget som helst andet end netop "bevægelsen"?
      Jo, det kan man af den simple grund, at "bevægelse" aldrig kan eksistere eller forekomme selvstændigt. Den vil, som "Livets Bogs" analyser netop udviser, altid være et led i en eller anden planmæssig skabelse og afslører sig dermed som udtryk for "ønske", "vilje", og bliver derved synlig som identisk med "tanke", ja, opleves tilsidst som "intellektualitet" og "kærlighed". "Bevægelsen" afslører altså den kendsgerning, at der er "noget", der kan være "intellektuelt" og "kærligt". Men hvem er dette "noget"? – Tror man "bevægelsen" i sig selv har evne til at opleve nogen som helst form for en anden "bevægelse"? – Tror man, et svinghjul på en dampmaskine i sig selv kan begære at løbe hurtigere eller langsommere? – Tror man, et jernbanetogs fart i sig selv "ønsker" at standse ved denne eller hin station? – Er det ikke lokomotivførerens tanke og vilje og dermed hans bevidsthed, der direkte bestemmer over det frembrusende togs fart? – Og er det ikke således i alle forekommende situationer, hvor der er tale om "bevægelse"? – Er "bevægelse" ikke netop noget, der altid skal ledes, styres eller formes efter vilje og derved bliver udtryk for tanke og ønske, bliver en "livsytring"? – Hvad er "katastrofer" andet end "bevægelsesarter", der unddrager sig katastrofeområdets ophavs viljes og tankes kontrol og derved kolliderer med andre "bevægelsesarter", skaber nedbrydning, skår og splintring? – Når bombenedslag, torpedering eller andre former for nedbrydende og ødelæggende foreteelser i så høj grad er "katastrofer" for de væsensformer for liv, de rammer, skyldes det jo udelukkende den omstændighed, at de her udgør en pludselig indsats af "bevægelsesarter" og dermed energier og kræfter, der er ganske udenfor områdets retmæssige ophavs beskyttende kontrol og beherskelse. De er derfor ikke opfyldende de love, der udelukkende er en betingelse for samme områdes normale velvære. Hvis nævnte ophav med sin tanke og vilje var i stand til på en eller anden måde med modarbejdende energiarter at binde og dermed uskadeliggøre de katastrofale fremmede "bevægelsesarter", ville der jo ingen katastrofe kunne opstå for samme ophav. Men da ville hele foreteelsen derimod let kunne blive en katastrofe for de fremmede energiers ophav, thi situationen ville da betyde, at den af dette tilsigtede katastrofe mod sit offer var mislykkedes. Og de fordele, som katastrofen skulle have hjembragt det selv, måtte derved udeblive. Vi ser her, at for begge parter gælder det samme, nemlig dette, at der, hvor deres beregninger og dermed deres viljes kontrol ikke strækker til, opstår "katastrofen".
      Er det ikke det samme, der gør sig gældende ved de såkaldte "naturkatastrofer"? – Hvad er et jordskælv, et vulkansk udbrud, en stormflod og lignende andet end energi- eller "bevægelsesarter", der er kommet udenfor jordjegets bevidsthedskontrol eller sundhedsmæssige automatfunktioner og derved bliver en "katastrofe" for dets egne mikrovæsener: planter, dyr og mennesker, bliver en slags midlertidig abnormitet eller sygdom fuldstændig analogt med menneskenes og dyrenes sygdomme? – Er disse ikke netop også abnorme foreteelser, organiske energi- eller "bevægelsesarter", der midlertidigt er kommet ud af deres normale automatfunktioner og derved afstedkommer "naturkatastrofer" for de samme væseners mikrovæsener i de pågældende kropslige felter eller regioner? 
      Som vi her har set, mangler det ikke på realiteter, der gør det til kendsgerning, at energi- eller "bevægelsesarter" umuligt kan forekomme ukontrollerede uden at skabe "katastrofe". Men da de netop ikke altid fremkalder "katastrofe", men også fremtræder som "viljekontrolleret" og dermed som "planmæssige" foreteelser, afslører de jo netop et "villende noget". Og dette "villende noget" adskiller sig fra "bevægelse" derved, at det er selvstændigt og kan beherske "bevægelsen" og er dermed "bevægelsens" herre. Men dette "noget" kan i sig selv, som vi gang på gang er blevet vidne til, ikke have nogen som helst anden analyse end denne: "noget som er", idet, hvad vi så end måtte finde på at sige, altid kun ville kunne udtrykke en eller anden af dette "noget" "villet" eller "kontrolleret" "bevægelsesart". Analysen kan derfor umuligt blive en analyse af det "villende noget" selv, men derimod af, hvad det vil. Med andre ord, det er kun en analyse af "vilje", men ikke "viljens" sande ophav. Og for at markere, at dette "villende noget" således eksisterer udenfor "bevægelse" og dermed udenfor al analyse, har vi jo netop udtrykt denne dets navnløse tilstand som "X1".