Livets Bog, bind 3
Det gamle ord, at "enhver opfattelse er afhængig af øjet, der ser", bliver til virkelighed. Hvorfor væsenernes opfattelser bliver "relative". Perspektivprincippet
809. Da alt, hvad vi sanser, således kun er et forhold imellem vort eget selv eller jeg og den ting, vi sanser, bliver vor erkendelse af tingen, som før nævnt, kun "relativ", hvilket igen vil sige, at den kun bliver udtryk for et særligt bestemt synspunkt. Dette synspunkt er igen nødsaget til at blive noget forskelligt fra andre synspunkter. Ethvert levende væsen er således nødsaget til kun at kunne eksistere med sit eget private synspunkt, da det jo vil være umuligt for det at opleve andet end netop "forholdet" mellem dets jeg og de øvrige eksisterende ting, det være sig dets medvæsener såvel som de skabte ting. Det gamle ord, at "enhver opfattelse afhænger af øjet, der ser", er således et virkeligt videnskabeligt facit. At væsenernes opfattelse af tingene kun kan eksistere som "relative" vil altså sige, at de kun kan eksistere som opfattelser af – ikke tingenes virkelige natur – denne ville der nemlig heller ikke være meget ved kun at kunne sanse, idet denne jo er lig "X" – men derimod reaktionerne af tingenes, hvilket vil sige: bevægelsernes møde med jeget. Det er disse reaktioner, der udgør form, der udgør skikkelse, der udgør "materie" og "ånd" og derved bliver til det, vi allerede har begyndt at erkende som "livssubstanser". Og det er netop på grundlag af denne reaktionernes relativitet, at det guddommelige og for al sansning bærende grundprincip, vi senere skal lære at kende under begrebet "perspektivprincippet", eksisterer. Dette princip er i virkeligheden kun eksisterende som en bestemt automatisk ordning af enhver af sanseområdets detaljers placering i forhold til jeget.