Livets Bog, bind 3
Når en naturlig seksuel sult ikke bliver tilfredsstillet
848. Ovennævnte betyder naturligvis ikke, at individet af al kraft må overholde det eller det overleverede dogme, eller hvad der er opsat som det "normale" indenfor den eller den tidsperiodes sekter eller trossamfund, thi en sådan overholdelse kan for det menneske, der af udviklingen er ført langt bort fra den pågældende tidsperiodes særlige dogmer eller seksuelle opfattelse være ligefrem underminerende for bevidstheden og dermed livsfarlig. Udviklingen står ikke stille. At stille et fire- eller femtusindårigt dogme op som recept for et nutidsmenneskes mest fremskredne følelsesliv vil ikke i alle situationer kunne påberåbes at være det absolut sundeste og mest ufejlbarlige, man kan gøre. Hovedbetingelsen i den eller den form for en sults tilfredsstillelse er således ikke, hvad der står skrevet, hvad de vise har sagt, eller hvad der er skik og brug eller sat op som autoriseret moral, men udelukkende denne ene, at sulten er en naturlig sult, er et uundgåeligt krav fra organismen og mentaliteten om en fornyelse, et absolut krav om næring for udfoldelse og vedligeholdelse af livskraften, der igen er det samme som fornemmelsen af den naturlige glæde ved at være til. Er sulten af en sådan natur, er den en røst, en kaldelse, en naturlig evne til hjælp for befordringen af vedligeholdelsen eller opretholdelsen af væsenets evige liv og tilværelse. Bliver denne røst eller kaldelse eller dette krav ikke opfyldt, er det en slags "sultestrejke" eller "selvmord". Den kan ganske vist ikke have døden til følge, eftersom jeget er udødeligt, men bliver nævnte krav ikke opfyldt på en hertil svarende sundhedsmæssig måde, kan den også i værste tilfælde føre til det føromtalte mørke i gummicellen ganske uafhængigt af, hvor meget denne "askese" eller denne seksuelle holdning så end har været en opfyldelse af autoriserede dogmer og forskrifter.