Livets Bog, bind 3
Hvad "syndernes forladelse" giver det troende menneske
861. Hvad fik da disse væsener? – Blev Guddommen virkelig formildet? Fik de i virkeligheden "syndernes forladelse", blev de "frelste" fra den "evige fortabelse"? – Nej, absolut ikke. En Guddom, der evigt er kulminerende kærlighed, kan ikke "formildes", "synder", der aldrig nogen sinde kan begås, kan ikke "forlades", og en "evig fortabelse", der aldrig nogen sinde har eksisteret, kan man ikke "frelses" fra, situationer, man ikke er i, kan man ikke "udfries" af. Men hvad var det da, verdensgenløsningen igennem Jesu ord gav disse mennesker? – Den gav dem det eneste, de havde brug for, nemlig – "fred". Den fjernede al den foreløbige ufred eller uro fra deres bevidsthed og efterlod dem i et styrket tillidsforhold til Guddommen eller Forsynet. Mere kan verdensgenløsningen ikke give noget væsen, og mere kan et væsen aldrig nogen sinde blive tildelt udefra eller af noget andet væsen. Og er det ikke akkurat den samme gave verdensgenløsningen giver ligesindede ulykkelige væsener i dag? – Hvad andet kan den stille "rettroende" i dag hente ved "Herrens bord" end en styrkelse i sit gudsforhold og en herpå baseret fred i sit sind? – En fritagelse for virkningerne af sine handlinger er der intet som helst væsen, der i realiteten kan opnå, thi disse virkninger er selve livets evige fundament, ja, er selve udløsningen af kulminerende kærlighed. Uden disse virkninger ingen visdom, ingen erfaring og dermed ingen vilje, intet liv. At give "syndernes forladelse" i form af en fritagelse fra disse virkninger ville altså være det samme som at fratage væsenerne et tilsvarende kvantum kærlighedsoplevelse, det ville være at støde væsenerne ud i en absolut forbandelse, ud i et absolut mørke, ja, en virkelig "evig fortabelse" ville blive det uundgåelige resultat heraf. Og en sådan manifestation kan hverken Verdensgenløseren eller langt mindre Guddommen manifestere. Og ethvert begær, der derfor udløser sig i en bøn om "syndernes forladelse", kan intet i verden, i absolut forstand, opfylde, ikke engang den evige Guddom, uden at han dermed måtte være et ukærligt væsen. Og vi ser da også, at de "syndsforladte" eller "frelste" væsener vederfares de samme sygdomme, de samme skavanker, de samme genvordigheder som de væsener, der ikke går til alters eller har fået "syndernes forladelse". Men det kan ikke nægtes, at de virkelig troende, sakramentenydende væsener kan bære deres lidelser på en hel anden og bedre måde end de "vantroende" eller gudsfornægterne. De kan midt i lidelsen have en stille fred i sindet og være lykkelige, ja, kan endog dø med glæde, når timen er inde.