Livets Bog, bind 3
Hvorfor de "troende" mener, at det er "dåben" og ikke genfødslen eller reinkarnationen, der er samtaleemnet mellem Jesus og Nikodemus
865. Det er rigtigt, at man indenfor de stærkt troendes kredse docerer, at det er "dåben", Jesus her taler om. Og hvorledes skulle det vel være muligt for disse væsener at få nogen som helst anden opfattelse? – Disse væsener hører jo netop til dem, overfor hvilke verdensgenløsningen udelukkende kun kan bringe fred i sindet ved hjælp af sakramenternes formel: "Dine synder er dig forladt". Nævnte væsener er endnu slet ikke begyndt at bruge deres intelligens overfor de højeste mysterier, men er her udelukkende "troende" på profeterne, de hellige bøger, kirken og præsterne og er fuldt lykkelige herved. De har endnu slet ikke den tvivl i sindet, der fik Nikodemus til at opsøge Jesus. De har slet ikke brug for oplysninger om reinkarnation eller genfødelse, ja, sådanne oplysninger ville nærmest forvirre dem. Deres mentale bekymring kan udelukkende kun give sig udslag i forestillinger om en formentlig "vrede", de, med deres ligeledes formentlige "synder", har fremkaldt hos Guden. Og det eneste, de har brug for eller der er magtpåliggende for dem, er kun Guddommens "tilgivelse" eller "syndernes forladelse", som netop kan gøre den "troende" lykkelig, give ham fred i sindet. Hvorledes skulle nogen anden foreteelse for disse væsener kunne sidestilles med en sådan oplevelse som den "at fornemme Guddommens tilgivelse for deres synder"? – Bliver alt andet ikke netop kolossalt ligegyldigt for disse væsener ved siden af den guddommelige "nåde", de mener, er vederfaret dem? – At sakramenterne: dåben og nadveren for dem bliver det absolut centrale i Jesu manifestation er her urokkelig selvfølgeligt.