Livets Bog, bind 3
Verdensgenløseren påpeger en tilværelsesform, hvor man ikke fødes af kvinder
871. At denne mentale tilstand er en hel anden end den, der er gældende for jordmenneskene, og i hvilken de må hjælpes med formlen "syndernes forladelse", må tage til ægte og leve i den dyriske seksualisme med dens forelskelse, skinsyge og rivaliseren, kommer også til udtryk i hans visdom, der hvor han siger: "Sandelig, sandelig siger jeg eder, iblandt dem, som er fødte af kvinder, er ingen større fremstået end Johannes Døberen, men den mindste i himmeriges rige er større end han". Hvad er det, Verdensgenløseren her kommer til at afsløre? – Når han så stærkt pointerer: "dem som er fødte af kvinder", må han jo kende til en væsenstilstand, hvor man "ikke er født af kvinder". At han ikke her kan udtrykke sin visdom i en særlig detaljeret form er letforståeligt. Han er her inde på et gebet, som han ved, ligger langt over, hvad hans tilhørere kan fatte. Det er jo i den samme samtale, han senere udtrykker sig om Johannes Døberen: "Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme", ligesom han ved en anden lejlighed taler om "vinden, der blæser" osv. og pointerer altså hermed, at han nu er inde på emner, hans tilhørere ligeså lidt kan fatte, som de kan fatte, hvorfra vinden kommer, og hvor den går hen. Men af hans udsagn fremgår det alligevel klart, at de fuldkomne beboere af "himmeriges rige" ikke fødes af kvinder. Det er en anden væsenstilstand, en hel anden forplantnings- eller vedligeholdelsestilstand af artens beståen. En hel anden seksual- eller kønstilstand må derfor gøre sig gældende mellem disse væsener. Den "mindste i himmeriges rige" er større end den største af dem, som er født af kvinder, hvilket vil sige det største eller mest udviklede jordmenneske. At Jesus hermed kraftigt pointerer, at "himmeriges rige" er så højt hævet over det rige, i hvilket jordmennesket befinder sig, at den mindste i førstnævnte rige er større end den største i jordmenneskets rige, kan umuligt bortforklares.