Livets Bog, bind 3
Individet har et domæne, der er ganske urørligt af den jordiske øvrighed
889. Men Jesus siger videre: "Og den, som siger: Du dåre! skal være skyldig til helvedes ild". – Hvilken stor mystik eller hemmelighed ligger der skjult i disse to ord, siden de ikke kan ligestilles med de før nævnte skældsord og ligesom disse gøre deres ophav skyldig for "rådet" eller øvrigheden, men derimod gøre dem skyldige overfor "helvedes ild", altså en helt anden instans? – Her må man gøre sig begribeligt, at begrebet "dåre" i den bibelske terminologi udtrykker noget mere end det, vi ellers er vante til at lægge i disse ord. Medens man i vore dage ved "dåre" i værste tilfælde nærmest forstår et væsen med en lettere form for sindssyge og i heldigere tilfælde et naivt, enfoldigt eller svagt begavet væsen, betyder nævnte ord i Bibelens beretninger et væsen, der benægter alle morallove grundet på en total gudsfornægtelse og derved fører et ryggesløst liv eller levned. Ifølge Bibelen hedder det således blandt andet: "En dåre siger i sit hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve, de gøre vederstyggelig gerning; der er ingen, som gør godt". – "Dårerne foragte visdom og tugt". – "At vige fra ondt er dårer en vederstyggelighed". – "Al visdom er en dåre for høj". – Som vi her ser, er "dåre" således udtryk for det totalt gud- og moralløse væsen. At beskylde sin broder eller næste for at være identisk med et sådant væsen, vil altså, ifølge Verdensgenløserens ord, gøre en skyldig overfor "helvedes ild". Hvad er det da, man her har gjort, siden det ikke kan afgøres af "rådet" (øvrigheden eller det almindelige retsvæsen)? – Man har kritiseret et andet menneskes mentale standard, hvilket vil sige: sjælelige og åndelige højdepunkt. At kalde et andet menneske en "dåre" vil her betyde det samme som, at man bebrejder et væsen noget, som slet ikke ligger under dets viljes kontrol, og overfor hvilket det er ganske uden skyld. Ligesom et menneske i dag ikke kan gøre for, at det har blå eller brune øjne, om det er 180 eller 150 cm højt, således kan det heller ikke gøre for, hvilken standard det udtrykker i begavelse og dermed i moral og visdom. At kunne forstå, at Gud og de i tilknytning til dette væsen fremtrædende højeste kosmiske morallove er til, er ikke en viljesakt. Enten har man i en større eller mindre grad evnen til at forstå eller til at "tro" på nævnte ophøjede foreteelser, eller også er man ganske blottet for denne. Er man blottet for nævnte evne, nytter det ikke, at man bliver idømt så og så mange års fængselsstraf, tortur eller andre former for pinsler. Et mindre begavet væsen bliver ikke til et geni ved sådanne foranstaltninger. Individet rummer således her et felt, der er ganske udenfor al jordisk myndighed. Det kan derfor med hensyn til dette sit bevidsthedsfelt, hvilket vil sige: sin mentalitets sjælelige og åndelige struktur, ikke blive "skyldig for rådet" eller retmæssigt idømmes straf af nogen som helst "jordisk retfærdighed". Kun de, af dets viljekontrol udløste handlinger, kan det drages til ansvar for, når disse er asociale eller farlige for andre væseners liv og velvære. Kun i den kategori af handlinger eller manifestationer kan det blive skyldigt for "rådet". Foreteelser, der ligger udenfor individets viljekontrol, såsom dets race, religiøse hunger eller mættelse, karaktertilstand og moralopfattelse eller kort sagt alt, hvad der tilsammen udgør dets udviklingstrin, kan ikke øjeblikkelig ændres ved nogen foreskreven dagsbevidst viljesakt. Her nytter intet som helst juridisk magtbud. Negre er negre, buskmænd er buskmænd og eskimoer er eskimoer, ligegyldigt hvor strengt et forbud med tilsvarende straf og tortur man så end ville sætte op herimod.
      Som vi her er blevet vidne til, har individet således et domæne, der er ganske urørligt af jordiske dommere. Det er i dette domæne, at individet ifølge Kristus bliver "skyldig overfor helvedes ild".