Menneskehedens indre stærkeste længsel er urokkeligt rettet imod humanisme
910. Den samlede jordmenneskehed er altså i virkeligheden nået så langt frem i skabelsesprocessen, at målet for dens tilknytning til denne er åbenlys. Dens højeste mentale indstilling er urokkelig rettet imod dette ene: "humanisme". At ikke alle dens individer i lige høj grad har samme opfattelse af humanisme, men derimod i stor udstrækning viser stærkt kontrære opfattelser angående dette emne, afkræfter ikke humanismen som mål for den samlede jordmenneskeheds nuværende tilknytning til og plads i den store skabelsesproces. De nævnte individer vil dog alle hver især tro, at de netop manifesterer det specielle gode eller åbenbarer lige akkurat de ideer, som skal give menneskeheden den attråede sande lykke. De højeste vise udtrykker vejen til lykken som: "troen på en guddom" og praktisering af næstekærlighed. Kirkelige kristne samfund går noget i de vises spor og forkynder også næstekærlighed, men lægger dog mere vægt på en "guddoms nåde" og "tilgivelse" for derigennem at opnå den så højt attråede fred og salighed, medens de materialistiske væsener håner al religiøsitet som "overtro" og lovpriser intelligensens resultater som det absolut eneste saliggørende eller verdensfrelsende. Naturmenneskene finder derimod dette, at indynde sig hos de overmægtige kræfter eller guddomme, som de mener absolut må findes bag alle naturens foreteelser, som det absolut sikre middel for opnåelsen af lykken eller en forbedret form for tilværelse. I denne deres iver er de end ikke veget tilbage fra at ofre medmennesker for at behage det almægtige Forsyn og dermed formilde dets eventuelle vrede. Det er jo dønningerne herfra, der går igen i Det Gamle Testamentes dyreofringer i templet. Tilbage er så medlemmerne af den såkaldte "forbryderverden" eller kulturens "underverden". Disse væsener nærer også drømmen om en lysere tilværelse end den, der er dem beskåret, og mener, at vejen til denne slet og ret kun forekommer igennem dyrets metoder: den stærkeres, den listigeres, den klogeres ret. Brutal nedsabling af alt, hvad der står dem i vejen, ligesåvel legemligt som mentalt, er disse væseners uskrevne idealer. Løgn og bedrageri eller andre former for uærlighed såvel som brutal magt er for disse væsener de eneste nøgler til lykkens rige. Jordmenneskene repræsenterer således højst forskellige opfattelser af, hvad der er vejen til lykken. Men fælles for dem alle er, at de netop har i sig forvisningen eller ønsket om opnåelsen af en bedre tilværelse. Den, de befinder sig i, er ikke tilfredsstillende. De længes alle efter noget, der er fuldkomnere, noget, der er mere tilfredsstillende end de foreteelser, der i dag tilsammen udgør deres tilværelse, udgør deres skæbne. Og det er resultatet af denne menneskehedens længsel imod en bedre tilværelse, der mere og mere tager form af "humanisme" og gør denne til det urokkelige mål i deres højeste forskrifter.
Tilbage til forsiden
Forrige