924. Som vi her har set, udgør organvæsenerne så store og bærende foreteelser i makrovæsenets organisme, at de ikke, således som tilfældet var med celle- og atomvæsenerne, kan udskiftes uden nogen gene i eller standsning af samme organismes fremtræden. Væsenet kan således ikke udskifte hjerte, hjerne, lunger eller lignende uden netop igennem den såkaldte "død". Det er derfor stærkt begrænset, hvor længe et væsen kan knytte sine organvæsener til sig og udnytte disse som organiske medhjælpere i sin oplevelse af livet. Den tid, hvor disse organvæsener kan knyttes til et makrovæsen, udgør det tidsrum, vi kalder et jordliv. Et væsens fysiske jordliv bestemmes således på en måde af dets organers levetid eller hunger- og mættelsesrytme. Normalt falder makrovæsenets egen hunger- og mættelsesrytme angående livsnydelsen sammen med denne organernes hunger- og mættelsesrytme og udløses i samme tidsrum. Og samme væsen føler da sin alderdom som en velsignelse, som en følen sig "mæt af dage". Dog kan der ved fejlagtig indstilling til livets love, ved overtro eller falske forestillinger opstå den abnormitet, at makrovæsenets rytme slet ikke er i kontakt med dets organvæseners rytme. Det ønsker f.eks. undertiden at dø længe før dets alderdom er indtrådt og begår i værste tilfælde selvmord, ligesom det også kan være i en situation, hvor det slet ikke vil dø, ja, nærer en sand rædsel for afslutningen af dets fysiske liv, selv om det forlængst har begyndt at sukke og stønne under alderdommens genvordigheder eller organvæsenernes tiltagende svigten. Men denne kalamitet udløser sig kun i situationer, hvor væsenet som sagt ligger under for falske forestillinger eller total uvidenhed om selve livets virkelige og evige natur. Normalt passer organrytmen sammen med makrovæsenets egen talentkernerytme, og i hvilken situation det derfor føler sig fuldt lykkelig i alle sine aldersstadier såvel i alderdommen som i ungdommen.