957. Det er den samme kalamitet, der gør sig gældende, når læseren eller forskeren for første gang er stillet overfor selve jegets analyse. Læsernes tankemæssige indstilling overfor ethvert problem, enhver tings udforskning er jo en vejning og udmåling og en hermed forbundet forventning om mål- og vægtfacitter eller andre udtryk for tingens grad af begrænsning eller stedbundethed. Og denne millionårige og som automatfunktion fremtrædende indstilling er forskeren også besjælet af, når han igennem åndsforskningen første gang møder jeget eller "det guddommelige noget" og kommer derved til kort. Thi her er han for første gang stillet overfor noget, der afviger fra alt andet ved ikke at have vægt eller mål eller på nogen som helst måde at være "stedbundet" og derfor kun fremtrædende med denne ene analyse: "noget som er". Da han ikke her kan få noget som helst mål eller vægt, kan han ligesom ikke få fat på dette "noget". Alle hans forventninger om mål- og vægtfacitter kan ikke blive tilfredsstillede. Og dette guddommelige "noget, som er", eller jeget, hvis analyse i sig selv er den enkleste og letteste, der overhovedet eksisterer, thi intet kan være enklere i sin analyse end dette: kun at udgøre "noget, som er", og samtidigt være totalt blottet for en hvilken som helst anden analyse, fornemmes stundom af den begyndende forsker som det sværest fattelige og mest uforståelige, han nogen sinde har mødt. Hvad er det da, der gør denne analyse svær? – Ja, en analyse kan kun være svær, når den udtrykker en rigdom af indviklede detaljer. Men som læserne her selv kan se, er jegets analyse netop så detaljefattig og enkel, som en analyse overhovedet kan være af en ting, der virkelig eksisterer. Ja, den er endog så enkel, at intet som helst andet tilnærmelsesvis kan eksistere med så enkel en analyse. En hvilken som helst anden ting ikke blot eksisterer, men den udtrykker også grader af energi udtrykt i mål, vægt, volumen, farve osv. og fremtræder således med et væld af foreteelser, der reagerer på nogle dertil særligt egnede sanser, som forskeren er i besiddelse af, og igennem hvilke reaktioner tingen bliver sansemæssig håndgribelig. Men da jeget i sig selv er ganske blottet for sådanne foreteelser, kan det ingen reaktioner direkte afstedkomme i forskerens sanser og bliver derved i forhold til alle andre ting "uhåndgribeligt". Og det er tilvænningen til denne "uhåndgribelighed", der fornemmes som svær. Dette at skulle acceptere eksistensen af en ting, der udelukkende kun har denne eksistens til analyse, men er totalt blottet for alt det, ved hvilket man ellers kendetegner en tings eksistens, såsom: energi udtrykt i mål, vægt, rumfang, volumen, farve osv., er at gå imod tusindårige sansetraditioner. Individet står her for første gang med sanserne rettet imod "noget", der ikke kan reagere på sanserne. Det har rettet sine øjne imod "noget", der ikke kan ses. Det har rettet sine øren imod "noget", der ikke kan høres. Det har rettet sin følelse imod "noget", der ikke kan føles osv. og afslører dermed, at situationen er den, at det ikke har fundet og ikke kan finde tilfredsstillelse igennem de almindelige sansemæssige reaktioner. Gennem hundrede tusinder af år og mangfoldige jordliv har individet igennem sine sanser mødt eller oplevet millioner og atter millioner af sansemæssige reaktioner (erfaringer og indtryk), fået analyser af ting og omgivelser, men selve livet eller "det levende" i det selv er stadig, trods disse millioner af oplevelser og tusindårigt samvær med naturen, omgivelserne og medvæsenerne, forblevet et ubesvaret spørgsmål, et mysterium. Og nu begynder individet at fornemme, at disse mange jordliv og mangfoldige sansemæssige reaktioner peger hen imod noget andet end mål- og vægtfacitter, og at hungeren efter livsmysteriets løsning kun kan tilfredsstilles ved at møde dette andet. Dette andet kan ikke være sansereaktioner, energier og bevægelser, thi i så fald ville individet jo ikke være kommet problemet et eneste skridt nærmere. Og hans spørgsmål: "Hvad er livet?", er lige ubesvaret. Og det er denne sansereaktionernes eller de almindelige oplevelsers utilstrækkelighed i spørgsmålets besvarelse, der urokkeligt fører forskeren hen imod det "uhåndgribelige" "nogets" eksistens og ikke giver ham tilfredsstillelse, før han sansemæssigt er helt i kontakt med nævnte "noget". Dette vil altså igen sige, at ingen forskning af livsmysteriet kan blive fuldkommen løst eller tilfredsstillet, før forskeren har vænnet sig til "det guddommelige nogets" eksistens bag tingen. Dette "noget" er således i virkeligheden det ukendte og usynlige mål for forskeren. At nå dette mål er en urokkelig betingelse for opnåelsen af livsmysteriets afsløring og individets oplevelse af sin egen højeste identitet som udødelig gudesøn og fornemmelsen af at være "ét med Gud". Og da dette mål kun kan nås igennem erkendelsen af "det guddommelige nogets" eksistens bag oplevelserne, kan vi således ikke komme uden om dettes eksistens, selv om denne er "uhåndgribelig" i forhold til materien og de heraf frembragte ting. Sålænge man benægter dette "nogets" eksistens, vil livsmysteriets løsning forblive en umulighed, og væsenet vil da ikke fornemme sig "ét med den udødelige Guddom", men i højeste grad fornemme sig "ét med materien, tilintetgørelsen eller døden", som man ser, en livsfilosofi, der umuligt kan være tilfredsstillende som det levende væsens slutfacit eller endemål. Man kommer ikke udenom "det guddommelige noget", hvor "uhåndgribeligt" det så end måtte forekomme. Men det er rigtigt, som vi nævnte før, at dette "nogets" analyse er altfor enkel til at kunne fattes ved hjælp af en indstilling, der er baseret på at veje og måle. Og det er denne veje- og måleevnens overflødighed i acceptionen eller erkendelsen af selve det "uhåndgribelige nogets" eksistens, der forvirrer forskeren. Han er vant til at spørge: Hvad vejer dette eller hint, hvilken bølgelængde, hvilken farve, hvilken hastighed eller hvilket udviklingstrin osv. repræsenterer det. Og ifølge denne vanebevidsthed eller vaneindstilling former hans spørgsmål sig på samme måde her, skønt det i virkeligheden slet ikke er sådanne facitter, han søger. For hvis han får opgivet mål- og vægtfacitter, farve- og hastighedsgrader osv., ville han ganske vist have fået et svar, der endog ser meget "videnskabeligt" ud, men det ville ingen løsning være på det spørgsmål, han inderst inde er besjælet af. Han ville her kun have føjet nye materielle facitter til de andre millioner af facitter, han i forvejen sad inde med. Og da de i princip kun fortæller eller udtrykker nøjagtigt det samme som disse, vil spørgsmålet "livet" stadig være en uløst gåde.