Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 44 – Det kulminerende "dyr" eller den gudløse materialist
967. Da denne dyriske eller selviske tilstand først når sit højde- eller vendepunkt i det jordiske menneskes materialisme, er dette væsen således udgørende den største overtræder af kærlighedslovene og er dermed længst borte fra Guddommen. Dette væsen udgør således det kulminerende "dyr". Og vi vil her udtrykke dette væsen som "livssubstans nr. 44". Vi har her for os, i form af nævnte væsen, den "fortabte søn". I den kolde intelligensbetonede materialist finder vi således et væsen, der sålænge har været koncentreret på materien og den igennem denne koncentration skabte tilfredsstillelse af materielle, selviske begær, at det midlertidigt eller i sin nuværende periode af sin jordlivsrække ikke alene helt har glemt Guddommen, men også har glemt sit eget inderste eller virkelige "selv", ja, endog indtil en sådan grad, at det hårdnakket benægter disse to fundamentale faktorers eksistens. Alt er, for dette væsen, kun virkninger af årsager, der også er virkninger af årsager og således fortsættende i det uendelige. Alt er "døde" funktioner, udløste af "tilfældighed". Samme gudesøns hele viden er kun et kendskab til disse døde funktioners mål og vægt. Han har mistet sin kontakt med Guddommen og sig selv og dermed med livet. Han tror sig ét med materien, de døde funktioners tilfældighed. Dette gudløse væsen sværger således til den "død", det i sand rædsel overalt frygter og gør alt for at bekæmpe og blotter derved sin, trods de mange intelligensmæssige kundskaber, de mange mål- og vægtfacitter, kulminerende naivitet. Det frygter en afslutning på det liv, det mere eller mindre direkte docerer ikke eksisterer. Det siger: "Jeg ved", "jeg forstår", "jeg sagde", "jeg skrev", og udtrykker dermed, at det "noget", hvis eksistens, det ellers docerer som en umulighed, har både viden, forstand, tale- og skriveevne. En mere inkonsekvent bevidsthedstilstand eksisterer ikke. I sandhed gudesønnen er her blevet "forloren", er udgørende noget helt andet end en fremtræden i sin Faders "billede" eller "lignelse". Det er denne til Guddommen kontrære tilstand, der, i "lignelsen om den fortabte søn", er sigtet til der, hvor det udtrykkes, at han "åd sammen med svinene".