Livets Bog, bind 6
Væsenets kulminerende gennemgang af salighedsriget
1961. Livsoplevelsen i denne mindsteudfoldelsesepoke kender vi allerede som salighedsriget eller den indre verden. I denne verden er det levende væsen bevidsthedsmæssigt helt fri af den ydre verden. Det lever her udelukkende i sine erindringer. Hukommelsesevnen er her på sit højeste. Når væsenet når frem til sin midlertidige hjemhørighed i dette riges kulminationszone, har det en hukommelse, der helt er fundamentet for dets livsoplevelse i denne tilstand på samme måde, som dets fysiske legeme i dag er fundamentet for dets fysiske oplevelse eller materielle tilstand. Det kan i denne kulminerende hukommelsestilstand blive vågen dagsbevidst i sine erindringer gennem hele dets nuværende spiralkredsløb, hvis hele forløb i den ydre verden for væsenet i denne tilstand nu er tilbagelagt. Vi skal ikke her komme nærmere ind på væsenernes kulminerende kosmiske gennemgang af salighedsriget, idet vi allerede i andet bind af nærværende bog fra stykke 391 og fremefter udførligt har skildret nævnte gennemgang. Den gennemgang, vi derimod her vil skildre, er en anden gennemgang af salighedsriget, vi vil kalde "jordlivsgennemgangen".