Livets Bog, bind 6
"Evas død" afføder lysets fødsel
1974. På samme måde bliver "Evas død" (enpolethedens ophør) ligeledes fundamentet for lysets fødsel, idet denne tilstands ophør og dermed topolethedens overtagelse af bevidsthedsskabelsen ikke afføder nogen favoriseringstendens mod noget særligt modsat køn, idet et sådant på dette stadium ikke eksisterer. Da alle her er topolede, er alle artens væsener en slags modsat køn, som man nu organisk er prædestineret til at kunne elske, ligesom man i enpoletheden er prædestineret til kun at kunne elske det modsatte køn. Her bliver næstekærlighedsloven derfor aktuel, idet man her netop er udviklet til organisk at kunne elske sin næste, som man elsker sig selv. Og udelukkende kun i denne lovs opfyldelse kan man finde den absolut sande lykke, den lykke der hedder "himmeriges rige", "den store fødsel" eller dette, at være "ét med Faderen" og fremtrædende i "Guds billede efter hans lignelse". Vi skal ikke mere komme ind på disse felter her, da vi forlængst i afsnittet "den højeste ild" har gennemgået disse. Når vi nævner disse analyser her, er det blot fordi, de er med til at vise grundlaget for reinkarnationens og tilværelsesplanernes evige opretholdelse og de levende væseners indgang og udgang eller oplevelse af de samme tilværelsesplaner eller livszoner.