Livets Bog, bind 6
De falske guders og dogmers undergang i intellektualitetens lys
2059. Men det er ikke blot indenfor kristendommen, at man vokser fra de overleverede uintellektuelle religiøse traditioner og dogmer. Den akademiske ungdom indenfor både buddhismen og islam og andre trosreligioner vokser med dens intellektualitets udvikling ligeledes ud af det uintellektuelle religiøse niveau. Søgningen til templerne og underkastelse under det uintellektuelle, gejstlige eller præstelige magtområde bliver ikke ved med at eksistere. Man kan ikke forbinde det med logik eller kærlighed, at et lille barns adgang til den fuldkomne salighed eller den såkaldte "frelse" fra "det evige helvede" skal være afhængig af, om dets forældre lader det døbe eller gennemgå den af menneskene opfundne ceremoni, vi kender som "dåben". Ville det ikke være grusomt, ja ligefrem djævelsk, hvis en så skrækkelig skæbne, som et lille væsens prisgivelse til et evigt helvede, hvorfra det aldrig i evighed kan vende tilbage, var lagt i to ganske uintellektuelle, ja undertiden ganske ukærlige menneskers hænder og således blev ganske afhængig af deres luner eller forgodtbefindende? – I mange tilfælde er disse forældre selv begravet i laster, fysiske og mentale uhumskheder, narkotika, nikotin og alkohol. Tror man ikke, at vejen til befrielse fra ulykkens og lidelsens område på en eller anden måde er nedlagt i det lille barn selv, således at det på dette store og primære felt i dets skæbne er ganske uafhængig af andres luner og defekte eller ufærdige mentalitet og tænkeevne? –