Livets Bog, bind 6
Den totalt materialistiske videnskabsmand og verdensbilledet
2084. Det er en kulmination af overtro, når den materialistiske videnskabsmand klamrer sig til mål- og vægtfacitter og docerer, at alle andre facitter er overtro. I hans erkendelse er der ingen beviser for liv. Hans facitter udtrykker kun stof- eller materiekombinationer og stofbevægelser. Skønt han i mange tilfælde må erkende, at disse stofkombinationer og stofbevægelser opfylder logiske formål, ser han alligevel kun disse materie- og stofbevægelser som udslag af tilfældige kræfter. Jordens vældige logiske forvandlingsproces gennem sine millionårige udviklingsepoker fra et glødende ildocean til dens nuværende tilstand som en strålende beboelig klode for levende væsener, der kan begynde at tænke Guds tanker efter, er for ham kun en tilfældighed. Det samme er tilfældet, når han ser væsenernes forvandling fra mineralske til vegetabilske livsformer og disses forvandling til de langt fuldkomnere animalske eller dyriske livsformer og igen disses forvandling til det oprejste menneske, der frit kan skue imod stjernerne og begynder at opleve livet udenfor sin egen lille selvopholdelsesdrift. Han tror fuldt og fast, at denne logiske forvandling kun kan skyldes tilfældighed. Han ser kun døde kræfter i alt og tror sig endog selv identisk med en tilfældig kombination af stoffer, der ved denne særlige kombination giver ham oplevelsesevnen. Han er blevet til ved denne særlige stofkombination og vil uundgåeligt igen blive opløst i et intet, hvis der sker stofkombinationen noget, der kan opløse den. Det, der i ham oplevede livet og med sin bevidsthed kunne tænke over stoffet og med sin vilje kunne underlægge sig dette, ser han ikke. Ja, han benægter undertiden dettes eksistens. Hvis han ikke har denne indstilling til det psykiske eller åndelige ved det levende væsens struktur og fremtræden, men mere eller mindre accepterer erkendelsen af dettes udødelige jegs eksistens hinsides materien eller stoffet, er han jo ikke materialist. Da er han et væsen, der i tilsvarende grad er kommet igennem lavintellektualitetens golde og livløse materielabyrinter og forskningsobjekter og begynder at søge livsytringsfacitter i stedet for de døde mål- og vægtfacitter. Jeget eller "det levende, tænkende noget" bag organismen og skabelsen, bag tænkningen og viljeføringen, bag oplevelsen og manifestationen kan nemlig ikke vejes og måles. Det udgør ikke nogen "skabt" tilstand, men er i sig selv ophavet til skabelse. Det kan derfor aldrig have begyndt, ligesom det aldrig nogen sinde vil kunne ophøre med at være til. Det har derfor ingen alder. Det har ingen form. Det udfylder ikke noget rum. Det udgør uendeligheden og evigheden. Men sådanne facitter er den totale materialistiske mål- og vægtforsker ganske immun overfor. Han kan som nævnt kun erkende bevægelsen og stoffet, men kun som tilfældige udløsninger, af hvilke de levende væsener er et resultat.