Livets Bog, bind 6
Guddommen fortæller gudesønnen om djævlebevidsthed og det heraf udløste helvede eller ragnarok
2089. Den guddommelige tale fortsatte: "Med denne din tiltagende "menneskelige" begavelse skabte du dig en skæbne eller livsepoke fuld af ubehageligheder. Den i dig endnu herskende "dyriske" natur blev ved din begyndende "menneskelige" intelligens eller begavelse overdimensioneret. Din verden blev kulminationen af lidelse. I den "kultur", du og dine ligesindede skabte, døde millioner af mennesker af sult. Millioner af mennesker døde af sygdomme. Andre millioner blev invalider eller døde i krig. Alle førte krig imod alle. Kilometervide terræner med krigergrave viser, hvad det koster ufærdige mennesker at leve sammen med ufærdige mennesker. Sorger og bekymringer er her mangfoldige. Ulykkelige ægteskaber og skilsmisser er næsten almengældende. Forældre har sorger af deres børn, og børn har sorger af deres forældre, ja, bliver meget ofte totalt svigtet af disse og overladt til fremmede menneskers forgodtbefindende, hvis de da ikke allerede er blevet forfulgt og dræbt i deres moders liv. Tusinder og atter tusinder af andre børn har under samfundets opgør eller krige mistet deres forældre, hjem og beskyttelse. Disse små stakler måtte ligesom markens vilde dyr uden husly og føde bjærge livet ved list, tyveri og rov, hvor de var så heldige, at dette kunne lykkes. Grunden til at frygte var således her ikke blevet mindre. Tværtimod, den voksede samtidig med væksten af din geniale "menneskelige" intellektualitet. Du måtte stadig spejde og søge efter nye påfund, ved hvilke du kunne hævde dig og blive dine medmennesker og især dine fjender overlegne, kunne undertvinge eller udslette dem og derved blive fri for frygt. Og dit og dine liges kultursamfunds fornemste opgave blev i en tiltagende grad dette, at kunne udvikle muligheden for at mangfoldiggøre mord og drab eller total udslettelse af medmenneskene. Du blev livets og lykkens største sabotør. Din "menneskelige" begavelse domineret af uhæmmede "dyriske" drifter gav dig "djævlementalitet", og din verden blev "helvede, ragnarok" eller "dommedag".