Livets Bog, bind 6
Afklaring af de gyldne trådes mysterium og "moderenergien"
2098. Og den evige Fader fortsatte den store indvielse af sin hjemvendte søn og afslørede videre for ham de gyldne trådes funklende mysterium. I et altopfyldende strålevæld af det gyldne lys lød atter den Almægtiges røst, og den elskede søn lyttede betaget. "Som du ser, opfylder de gyldne tråde det umådelige, tilsyneladende tomrum eller "intet", der igen, som du lige har oplevet, er det samme som uendeligheden og evigheden. Men da uendeligheden i tid og rum er det samme som dit og mit jeg, er de gyldne tråde altså noget, der er knyttet til disse vore jeger. Hvis ikke det var således, hvordan skulle tiden og rummet da være blevet til? – Denne, de gyldne trådes inderste forbindelse med vore jeger, er i sig selv umanifesteret, hvorefter de strækker sig nedad i det manifesterede eller i det for sanserne tilgængelige område. De nævnte tråde har altså deres oprindelse i et område af bevægelse eller vibration, der ligger over den standard, der er tilgængelig for sansning. De bliver derved i det samme område umanifesteret ligesom vore jeger uden dog at udgøre den totale, absolutte stilhed, der kendetegner disse. Medens vore jeger er umanifesterede på grund af, at de udgør den absolutte stilhed, det absolutte faste punkt, uden hvilket en absolut første bevægelse umuligt kunne finde sted, skyldes de gyldne trådes delvise umanifestation kun dette, at deres bevægelses- eller vibrationsart ligger over den standard for bevægelse, der skal til, for at den kan bringe sanser til at reagere. Og en bevægelsesart, der ikke kan indvirke på sanser og få disse til at reagere, kan umuligt blive til direkte oplevelse. Den må altid uden undtagelse forekomme som umanifesteret. Til vore jeger er der således knyttet et umanifesteret område, indenfor hvilket al bevægelse udskiller sig fra den absolutte stilhed og bliver til bevægelsens og dermed til al manifestations første begyndelse. Denne usynlige eller for sanserne umanifesterede bevægelsesart eller energi har du allerede lært at kende under begrebet "moderenergien".