Livets Bog, bind 6
Hvorfor der er zoner eller sfærer, i hvilke hadet eller det dræbende princip eksisterer
2119. Den guddommelige røst forklarede videre: "Men når kærlighedsevnen er noget, man kun kan tilegne sig igennem udvikling, må der således i mit altomfattende evige rige eller domæne nødvendigvis være zoner eller sfærer, hvor hadet, der er det samme som "det dræbende princip", må have overtaget i væsenernes mentalitet. Men i zoner, hvor hadet eller det dræbende princip har overtaget, bliver det en livsbetingelse for væsenerne at dræbe for at leve. Og du, min kære søn, kender disse zoner under betegnelsen: "dyreriget". Du ved, at alle ufærdige eller uindviede mennesker hører til dette rige i samme grad, som hadet eller det dræbende princip er det fremherskende i deres bevidsthed. At en sådan zone bliver hjemstedet for krig, ulykke og lidelse er selvfølgeligt."