Livets Bog, bind 6
De levende væseners organismer og manifestationer fremtræder i mikrokosmiske og makrokosmiske såvel som i mellemkosmiske formater
2182. Ligesom makrokosmisk elektricitet udgør en altfor voldsom eller stærk strøm eller spænding for vor mellemkosmiske, elektriske apparatur eller fysiske organisme, således udgør naturligvis også den makrokosmiske varme og kulde ligeledes et altfor overdimensioneret kraftområde i forhold til det, nævnte organisme kan tåle af varme og kulde uden at ødelægges. Ligesom vi må skelne imellem makrokosmisk, mellemkosmisk og mikrokosmisk elektricitet, således må vi også skelne imellem makrokosmisk, mellemkosmisk og mikrokosmisk varme og kulde. På samme måde må vi forøvrigt også skelne imellem alle andre former for materier, organismer, bevidsthed og manifestationer. Vi må således lære at forstå, at verdensaltet udgør et tredimensionalt livssystem: det mellemkosmiske, makrokosmiske og mikrokosmiske, og at hver af disse dimensioner udgør en særlig form for manifestation og oplevelse af livet. Ligesom vi er blevet bekendt med, at elektricitet, samt kulde og varme fremtræder i mellemkosmiske, makrokosmiske og mikrokosmiske dimensioner, vil vi i kommende analyser således få at se, hvorledes organismer, bevidsthed og materier fremtræder i de samme tre kategorier og formater, og at hele verdensaltet på denne måde, både i det store som i det små, er levende, er bevægelse, manifestation, tanke, bevidsthed, viljeføring, livsoplevelse og skabelse.