Livets Bog, bind 6
Den begyndende intelligens som redskab for den dyriske selvopholdelsesdrift i mennesket
2201. Men det er ikke endemålet med det levende væsen, at det skal blive ved med at være kødædende, eller at dets fysiske tilværelse skal koste andre livsformer eller levende væsener livet. Det er derfor, der ligger latente menneskelige evner nedgemt i dets psyke. Disse evner spirer efterhånden frem og ændrer dyrets mentalitet. Intelligensen er en sådan menneskelig evne. Som vi lige har berørt, udviklede væsenet ved hjælp af den et tillægsområde til sin psyke eller mentalitet. I dette nye område kan væsenet altså i nogen grad begynde at handle dagsbevidst, viljemæssigt i felter, hvor det før handlede totalt instinkt- eller driftsmæssigt. Men som vi lige har berørt, er grundprincippet i dyrets psyke altså dette, at man må dræbe for at leve. Denne grundpsyke og de heraf følgende livsbetingelser ophører ikke, fordi væsenet begynder at få intelligens og fødes som menneske. Dyrets livsbetingelse er stadig gældende. Væsenerne efterstræber stadig hverandre livsfarligt og er således i tilsvarende grad dødsfjender. De må derfor endnu dræbe for at leve. Det kender så at sige ikke andre forsvarsmidler, ligesom det naturligvis også må bruge den samme udvej, når det ifølge dets livsbetingelse må angribe. Da det nu med den begyndende intelligens kan begynde at ræsonnere, kan begynde bevidst at skabe eller manifestere hensigtsmæssigt, må denne hensigtsmæssighed naturligvis udelukkende være i dets selviske interesses favør. Det må bruge sin spæde intelligens til at finde ud af, hvordan det bedst kan beskytte sit liv imod omgivelsernes livsfarlige efterstræbelser eller forfølgelser. Hvilket andet skal det vel kunne bruge sin spæde intelligensevne til? – Det har ikke nogen som helst anden bevidst tankeretning i sin mentalitet end den, der kan udgå af dets selviskhed eller dyriske selvopholdelsesdrift. Væsenet er i virkeligheden endnu overalt i en overhængende livsfare, så det overalt i en tilsvarende grad netop må tænke på, hvordan det skal kunne beskytte sig imod denne fare. Og dette er årsagen til, at væsenet ved hjælp af sin intelligens blev i stand til at skabe våben eller beskyttelsesmidler, blev virtuos i at kunne dræbe og myrde. Og denne udvikling fortsatte og eksisterer stadig og fremtræder nu indenfor de såkaldte moderne kulturmenneskers område i sin højeste genialitet. Hvad er de frygtelige atomvåben og alle de øvrige moderne krigsmaskiner og ødelæggelsesapparater andet end overdimensionerede geniale redskaber for den dyriske selvopholdelsesdrift? – De moderne kulturmennesker af i dag afslører således ved deres brug af denne geniale morderiske kunnen, ligegyldigt hvad enten den gælder forsvar eller angreb, at de ikke er frigjorte af den dyriske selvopholdelsesdrift.