2220. Med hensyn til menneskehedens officielle myndigheder og retsvæsen er de i en meget stor udstrækning uvidende i de foranstående belyste felter. De regner med, at et menneskes fremtræden og manifestation er en blot og bar viljesakt og indretter, som vi allerede har berørt, deres love og straffebestemmelser herefter. De straffer og endog henretter mennesker på grund af foreteelser i disse væseners struktur og væremåde, der ligger ganske udenfor de samme væseners viljekontrol. De bliver straffet eller pint, fordi de udløser handlinger eller en væremåde, der i virkeligheden er ganske naturlig på de udviklingstrin, de befinder sig på. Men at "straffe" et væsen, fordi det handler ud fra de evner og anlæg, som er naturlige for det udviklingstrin, det befinder sig på, kan hverken være humanitet, civilisation eller kultur. Kan det være kultur eller humanitet at straffe et rovdyr, fordi det er rovdyr og nødvendigvis må dræbe andre dyr for at kunne eksistere? – Kan man straffe en fisk, fordi den opfører sig som en fisk? – Kan man straffe en stenaldermand, fordi han ikke har et kulturmenneskes væremåde? – Og ikke desto mindre er det dette princip, der danner grundlaget for den moderne verdenskultur af i dag. Alverdens regeringer og juridiske myndigheder ligger endnu under for den gigantiske overtro, at "straf", der i princip er det samme som "hævn", er en retfærdig kulturfaktor, medens den i virkeligheden er en forfærdelig mentalitetssabotage. Hvor mange millioner og atter millioner af mennesker har ikke denne overtro pådraget en unaturlig død i form af direkte og indirekte henrettelser henholdsvis ved øjeblikkeligt drab og ved langsom ødelæggelse af den fysiske organisme ved straffearbejde, indespærring og isolation? – Har man nogen sinde set, at denne behandling af underudviklede medborgere har gjort disse til engle? – Har ikke også mentaliteten og dermed sjælen taget skade? – Tror man ikke, det er en sabotage på sjælelivet, i årevis at spærre unge kraftige, seksualmodne og derfor naturligt seksualhungrende mennesker inde i fængsler, ganske isoleret fra naturligt seksualsamkvem med det modsatte køn? – Er det så mærkeligt, at denne højspændte, seksuelle hunger undertiden kan føre de indespærrede til at søge det for dem unaturlige, seksuelle samkvem med deres eget køn? – Er det ikke således, at sult kan blive så stærk, at den kan bringe mennesker til at søge føde i skarnbøtter og æde ting, der normalt ligger himmelråbende langt borte fra det, de ellers betragter som spiselig føde? – Da intet væsen i virkeligheden kan dø, selv om den fysiske organisme går til grunde, men vil blive født igen, hvordan tror man så, disse tidligere livsfanger kommer til at fremtræde i det nye jordliv? – Tror man, den eventuelle henrettelse eller eventuelle lange indespærring, som disse væsener kom ud for i deres forrige jordliv, har bevirket et overvældende kærlighedstalent til samfundet og medborgerne? – Tror man den seksuelle isolation fra det modsatte køn og den eventuelle afsporing, dette førte med sig i væsenets forrige liv, er et vældigt sundhedsmæssigt plus for væsenets seksuelle liv af i dag? – Tror man ikke, der her er kommet forvirring i de pågældende væseners seksuelle polkonstellation? – Det er blandt andet sådanne situationer, der i dag er medvirkende til den ulykkelige tilstand, der giver sig udslag i, at de pågældende væsener har fået tendens til at blive forelsket i væsener af deres eget køn. Sådanne og mange andre ulykkelige tilstande af sabotage på væsenernes mentalitet må nødvendigvis blive følgen af en verdenskultur, der er baseret på total uvidenhed om væsenernes reinkarnation eller genfødelse i fysisk materie og yderligere uvidende om den jordmenneskelige seksuelle polkonstellation, skæbnedannelse og højere psykiske eller kosmiske struktur.