Livets Bog, bind 6
Menneskene forstår ikke, at ingen i virkeligheden kan dræbe, og ingen kan dræbes, og at fjender derfor umuligt kan blive fri af hinanden ved mord og drab
2238. Sålænge menneskene er således stillet overfor livet, at de bekæmper enhver ubehagelig væremåde fra deres omgivelsers og medvæseners side med en tilsvarende ubehagelig væremåde og således lever i væremåden: øje for øje og tand for tand, da lever de i kamp med en "fjende", som er uovervindelig, for denne "fjende" har en mangfoldighed af legemer. Og for hvert af disse legemer, man slår ihjel, vokser der uundgåeligt et nyt frem, og "fjenden" er lige uovervindelig. Nævnte "fjende" er nemlig selve Guddommen. Og nævnte legemer er alle eksisterende levende væseners fysiske organismer. Nævnte levende væsener er jo Guds livsorganer. Det er igennem dem, han skaber og opretholder universet eller verdensaltet. Disse hører således med til Guds legeme eller organisme. Som vi allerede ved, er disse væsener udødelige, idet det kun er deres fysiske organisme, der kan ihjelslås, medens deres sjæl, ånd og jeg udgør "det levende" og dermed det udødelige og urørlige i dem. – Hvordan skulle man også kunne dræbe "det levende"? – "Det levende" kan kun være "levende". "Det levende" er "skaberen". Da alt "det skabte" kun kan eksistere i kraft af "det levende", er det "det levende", der er "det skabtes" herre og ikke omvendt. Derfor må "det levende" altid være "det levende", ligesom "det skabte" altid må være "det skabte". "Det skabte" kan umuligt blive "det levende", ligesom "det levende", der som nævnt er "skaberen", umuligt kan blive "det skabte". Det er dermed udødelig i sin natur, rent bortset fra alle de øvrige belyste foreteelser, der gør væsenets udødelighed til kendsgerning for den udviklede forsker. Det store problem i verdenssituationen i dag er denne menneskehedens store overtro, at krig kan afskaffes med krig, og mord og drab kan afskaffes med mord og drab. Menneskene forstår ikke, at det er Gud, de kæmper imod, og at det er Guds liv, de forsøger at dræbe i deres forsvarsbestræbelser og med deres geniale mordvåben eller krigsmateriel. De har nu i årtusinder, ja så længe de overhovedet har eksisteret som mennesker på jorden, kæmpet imod Gud. De har henrettet, torteret, forfulgt og undertrykt andre væsener, som de har opfattet som deres fjender og troet at kunne blive dem kvit ved at dræbe eller myrde dem. Og de tror stadig, nu snart tyve århundreder efter kristendommens åbenbarelse her på jorden, at de ved at slavebinde eller udrydde modstanderne kan skabe fred i verden. De forstår ikke, at de kan henrette og undertrykke, de kan udslette byer og menneskesamfund med deres atomvåben eller djævlemanifestationer ligeså meget og ligeså tit, det skal være, uden nogen sinde på denne måde at vinde nogen som helst virkelig sejr over deres modstandere. De forstår ikke, at Gud og dermed de levende væseners kosmiske struktur, sjæl, ånd og jeg er usårbar, udødelig og uovervindelig. Generation efter generation af de i krigen dræbte eller myrdede væsener, og ligeledes de ved andre lejligheder i kraft af fjendskab aflivede væsener fødtes atter og atter på det fysiske plan ligesåvel som deres mordere og forfølgere. Og således kommer både forfølgere og forfulgte stadig til at leve side om side på det materielle plan, sålænge fjendskabet imellem dem endnu ikke er opløst i kraft af tilgivelse, venskab eller kærlighed, og dermed en absolut fred på fri basis og ikke i kraft af overmagt, undertrykkelse og trusler, er opstået imellem dem. At man myrder en fjende, betyder således absolut ikke, at man dermed er fri af denne. Rent bortset fra risikoen for den eventuelle juridiske straf og henrettelse i sit nuværende liv, som man på grund af mordet er udsat for, har man nu også bevirket den karma, at man må møde denne fjende i sit næste fysiske jordliv og her påny blive indviklet i det samme fjendskab og eventuelt selv blive myrdet. Som man sår, så høster man. Alle manifestationer eller handlinger vender før eller senere tilbage til sit ophav og udløser gengældelsen. Og denne situation vil ens skæbne blive ved med at udløse, indtil man ikke mere kan lade sig fornærme og ikke mere kan hade eller hævne, men tilgiver atter og atter sine fjender.