Livets Bog, bind 6
Hvorfor det er tåbeligt at forfølge og straffe sin næste
2293. Igennem de kosmiske analyser har vi her set, at det ufærdige menneske er et væsen, der er under forvandling fra dyr til menneske. Det fremtræder derfor delvis med dyriske anlæg, som dirigerer dets vilje, der hvor det ikke viljemæssigt kan magte at holde disse i skak, og det fremtræder delvis med menneskelige anlæg, der dirigerer dets vilje, der hvor disse er blevet stærkere end de dyriske anlæg. Der, hvor det ikke kan magte sine dyriske anlæg og holde disse i ave, er disse anlæg altså stærkere end væsenet. De udgør da, principmæssigt set, en sten så stor, at væsenet ikke kan løfte den. Vi har set, at det er dette princip, der er årsag til hele dommedagens epoke med dens krig og lidelser, dens mørke skæbner eller alt det, der kommer ind under begrebet "det onde". Dette onde skyldes altså "stene", som menneskene ikke kan løfte. Hvad er så mere logisk end dette at være forstående og retmæssigt indstillet herpå? – Ses det ikke netop her, hvor tåbeligt, hvor naivt og primitivt menneskene bærer sig ad, når de påbyder straf og henrettelse af mennesker, fordi der er visse mentale stene, de pågældende væsener ikke har kunnet løfte. Menneskene tror om deres medmennesker, at de kan løfte de eller de mentale stene og forfølger dem med vrede og bitterhed, hvis de netop ikke kan løfte de pågældende stene.