Livets Bog, bind 6
Verdensaltets eksistens som et altoverstrålende, højere levende væsen imod hvilke alle eksisterende levende væseners mentale tyngde er rettet, ligesom de jordiske væseners fysiske tyngde er rettet imod jordens centrum
2331. Da verdensaltet således er en levende, logisk arbejdende organisme, afslører den også, at den har bevidsthed, thi ellers ville den ikke kunne udløse logisk skabelse. Men da bevidsthed er en egenskab, ved hvilken et noget kan opleve og manifestere livet, ser vi her, at verdensaltet ikke blot er en organisme, men det har også bevidsthed og et jeg. Da disse tre realiteter kan dokumenteres som kendsgerning, og disse igen er det samme som det treenige princip, der udgør det levende væsens grundanalyse, bliver det her ligeledes til kendsgerning, at verdensaltet udgør et over alle eksisterende levende væsener fremtrædende levende væsen, hvis manifestation blandt andet altid vil komme til syne som en højere hjælpende magt der, hvor væsener er stedet i nød og hjælpeløshed. Derfor betinger dette højeste væsen også, at intet liv i absolut forstand er hjælpeløst eller fortabt. Dets åbenbaring som en allestedsnærværende, højere, hjælpende magt er uomstødelig og gennemsyrer alle levende væsener. Hele deres åndelige, mentale tyngde er rettet imod denne højere magt, ligesom væsenernes fysiske tyngde er rettet imod jordens centrum. Ligesom væsenernes fysiske ligevægtscenter er baseret på dets tyngderetning imod jordens centrum, således er også væsenernes åndelige ligevægtscenter rettet imod denne højere magt, som altså er udtryk for livets altbeherskende, største, levende væsen. Dette levende væsen har vi let ved at genkende som det, menneskene i al den tid, de har haft oprejst gang, instinktmæssigt har følt måtte eksistere, selv om de ikke kendte de virkelige og nærmere omstændigheder ved dette altoverstrålende væsens eksistens som den absolut eneste sande Gud.