Livets Bog, bind 6
Guddommen som fader og beskytter for alle levende væsener
2394. Vi kommer således her til at se den uundværlige samhørighed, der forekommer imellem alle de levende væseners manifestationer. Vi ser, hvorledes disse manifestationer umuligt kan finde sted uden netop denne samhørighed. Hvordan skulle et menneske kunne eksistere og have et normalt liv, hvis der ikke eksisterede andre mennesker? – Hvordan skulle et væsen forme sit liv og sin væremåde, hvis de øvrige levende væsener ikke fandtes? – Vi ser yderligere her, hvorledes denne samhørighed er gennemtrængt af det særlige guddommelige princip, der til en vis grad kendes som forældreprincippet. Det betinger, at intet umyndigt væsen nogen sinde kan være uden en total åndelig hjælp eller beskyttelse. Vi ser således, at intet barn hos de fremskredent udviklede dyr og ligeledes hos de endnu ufærdige mennesker kan fødes uden i kraft af et forældrepar. Disse to væsener er normalt beregnet på at være barnets retmæssige jordiske eller fysiske skytsengle. Ligeledes befordres også verdensgenløsningen og al hjælp fra de mere vise og mere humane væsener til de mindre vise og mindre følsomme væsener. Og det er også i kraft af dette princip, at de levende væsener kan henvende sig til Guddommen såvel i form af dyrets dødsskrig i overhængende livsfare som mennesket i dets totalt bevidst regulerede bøn til Gud. En hel verden af væsener på det åndelige plan er i et permanent beredskab for at hjælpe alle de nødstedte og hjælpeløse væsener på det fysiske plan. Intet levende væsen kan befinde sig udenfor denne beskyttelse uden i kraft af dets egen eventuelle misforståelse og den heraf følgende uvilje og protest. Men også her bliver der våget grænseløst tålmodigt over et sådant væsen og befordret hjælp i gang, ligeså snart dets egen uvilje ikke længere er nogen hindring, og det selv føler hjælpens nødvendighed. For de mindre udviklede væsener og dyrene sker denne hjælp rent automatisk, men den sker i nøje kontakt med livets love. Den kommer kun til sin fulde velsignelse i situationer, hvor den er en hjælp for væsenet til at komme igennem opfyldelsen af livslovenes bestemmelse. Den kan ikke opløse eller ophæve livets principper og f.eks. frigøre dyrene fra slagtebænken eller frelse mennesker fra en skæbne, der ganske vist er lidelse, men udgør en absolut nødvendighed i fuldkommengørelsen af væsenets udvikling i humanitet og intellektualitet. Denne guddommelige kosmiske hjælps mission er at hjælpe alle væsener til at være i kontakt med livets bestemmelse på de udviklingstrin, hvor de befinder sig. Alle de mange forskellige udviklingstrin har deres tilsvarende skytsengle. Selv om væsenerne i visse situationer ikke kan blive befriet for alle de ubehagelige og smertebefordrende virkninger af de handlinger, de selv har udløst, så kan de få den absolut helt nødvendige kærlige åndelige hjælp i form af kraft, styrke og opmuntring til at kunne tage denne skæbne uden at miste det normale, mentale almenbefindende. Og det er dette permanente og urokkelige kosmiske beskyttelsesprincip, der lader Guddommen komme til syne som en levende alfader, i hvem alle disse skytsengle er kærlighedsorganer. Og det er den igennem disse skytsengles samhørighed åbenbarede beskyttelse og hjælp til de nødstedte, der udgør den fundamentale åbenbaring af Guddommens eksistens og alkærlighed og den heri indflettede alvisdom og almagt. Denne igennem væsenerne manifesterede kærlighed til alt og alle kommer til udtryk igennem alle de levende væsener, der udtrykker og befordrer Guds primære bevidsthed og gør det til kendsgerning, at der bag disse højeste væsener i spiralkredsløbet eksisterer ét eneste stort ønske om at hjælpe og beskytte alle levende væsener indtil en sådan grad og form, at hjælpen bliver til hundrede procents velsignelse for væsenet selv. Men et ønske, der udgør en sådan samlet åndelig styrke, at det efterhånden kan besjæle og bringe de levende væsener frem til at udgøre kærlighedsredskaber og dermed også til visdomsorganer, eftersom den sande kærlighed er en kombination af højintellektualitet og kulminerende følelse, gør det til kendsgerning, at dette ønskes ophav også eksisterer. Thi et ønske kan kun udgå fra et levende ophav. Og dette ophav til ønsket om menneskenes fuldkommengørelse igennem kærligheden kan kun være identisk med det absolut eneste væsen i sin slags, vi har lært at kende som den alvise, almægtige, alkærlige og altomfattende evige Guddom.