Livets Bog, bind 7
Virkelige "forbrydere" eksisterer ikke. Verdensstatens retsvæsen
  1. At "forbrydelse" overhovedet ikke kan eksistere. En hvilken som helst handling, et væsen begår, kan kun være et produkt af det udviklingstrin, dens ophav befinder sig på. Hvis denne handling er at begå mord, drab eller anden lædering af væseners organismer, hvis den er at gøre andre væsener fortræd, hvis den er at lyve, stjæle eller bedrage, hvis den er at underkue andre levende væsener og leve højt på deres præstationer, hvis den er at bagtale eller sværte et andet menneskes navn og rygte, hvis den er jalousi, skinsyge og misundelse, hvis den er at hade og hævne, ja, absolut ligegyldigt på hvilken måde den så har til formål at skabe et onde for andre væsener, er nævnte handling absolut ikke i nogen som helst grad en "forbrydelse". En hvilken som helst handling kan absolut kun eksistere som et resultat af det særlige udviklingstrin, som er dens ophavs uundgåelige fundament for væremåde. Hvordan skulle væsenet vel kunne handle ud fra andre udviklingstrin end det, der i øjeblikket danner grundlaget for opståen af dets særlige tankearter og viljeføring, manifestationer og oplevelser? – Dette betyder naturligvis ikke, at man ikke må beskytte sig imod andre væseners farlige, dyriske anslag, tværtimod, men denne beskyttelse må ikke udløses i kraft af vrede, had eller bitterhed. Den må udelukkende udløses i kraft af humanitet eller kærlighed og i forståelse af de pågældende væseners uudviklede eller ufærdige tilstand. Derfor vil hele det nuværende straffe- og henrettelsessystem i den ny verdenskultur blive totalt ophævet til fordel for lukkede statsområder med institutioner for vejledning, beskyttelse og opdragelse af disse menneskehedens mindst udviklede og i kulturel henseende endnu uformuende væsener. De vil her ikke kunne komme til at gøre andre fortræd, ligesom de også her selv er beskyttede mod andre væseners uforstand, vrede, had og hævn. Disse væseners tilværelse bliver indenfor disse nævnte institutioner et frit liv, bortset fra de beskyttelsesforanstaltninger, der her er manifesteret for at hindre, at deres dyriske eller ufærdige natur kommer til livsfarlige, blodige udslag overfor deres omgivelser. Men ud over denne spærring af deres, for andre væsener farlige natur, kan de her så meget som muligt leve i kontakt med en for dem tilpasset normal kulturudvikling. Indenfor disse institutioners område vil der således være både biblioteker, skoler og læreanstalter. Der vil blive adgang til forskning og studium. Disse væsener vil således efter evne kunne udvikle sig i kunst og videnskab både på det fysiske og åndelige område. De vil kunne leve i ægteskab, de vil kunne dyrke deres eventuelle hobby, de kan dyrke sport, de kan gå i institutionens teatre, biografer og andre tilpassede forlystelsesområder. Og efterhånden, som de er vokset fra eller befriet fra deres for andre livsfarlige naturer, overgår de automatisk til det frie samfund. I stedet for den såkaldte "forbryderverden" eller "samfundets underverden", som samfundene i dag fører krig imod og udsætter dens væsener for straf og henrettelser, der i virkeligheden er det samme som overtrædelse af Bibelens femte bud eller humanitetens absolutte love, har denne, den begyndende virkelige fredens verdenskultur, således ingen som helst "forbryderverden" og ikke nogen som helst "forbrydere", eftersom man i kraft af kosmisk viden ikke kan opfatte noget som helst væsen som "forbryder", men derimod opfatter alle de væsener, der i dag går under dette begreb, som væsener, der i udviklingen endnu ikke har nået det trin, der danner autoriseret moral og retsvæsen for det øvrige samfund. At disse endnu mindre udviklede væsener ikke med sjæl og ånd totalt kan opfylde den nævnte autoriserede moral og retsvæsen er selvfølgeligt. Det er derfor, at man i det kommende fredens verdensrige har en kulturudviklingsstat i staten. Man forstår her Kristi ord: "Hvad I have gjort imod én af disse mine mindste brødre, have I gjort imod mig".