Livets Bog, bind 7
Kærlighedens væremåde er en livsbetingelse for oplevelsen af livets analyser hinsides materiens analyser
  1. At den eneste adgang til oplevelse af selve livets analyser hinsides materiens analyser sker udelukkende kun igennem selve "intuitionsevnen". Men denne evne kommer ikke til udvikling i noget menneske uden i kraft af den humane evnes udvikling, hvilket er det samme som næstekærlighedens udvikling. Den humane evnes udvikling sker automatisk igennem de lidelser eller ulykkelige skæbner, som væsenerne ved deres ufærdige eller uudviklede væremådes tilstand afføder. Humanitet er ikke noget, man kan tilegne sig ved intelligens, således som man kan tilegne sig viden i kraft af denne evne. Har man først fået udviklet den humane evne, kan man med intelligensen intellektualisere den, hvilket vil sige gøre den logisk. Den humane evne er jo en udviklet stærk sympati for alt levende. Men en sådan sympatifølelse kan lige såvel være ulogisk som logisk. En ulogisk sympatifølelse er det samme som det, vi i Livets Bog har udtrykt som "tossegodhed". Tossegodhed er at understøtte eller hjælpe "svindlere" og "bedragere", der under en camoufleret nød, sygdom eller elendighed søger at udnytte mennesker med stor sympatifølelse og således uberettiget eller under falsk foregivende søger at leve højt på disses gavmildhed. At understøtte sådanne mennesker er det samme som at føre disse mennesker i fordærv. En sådan sympatifølelse kan derfor ikke udtrykkes som "kærlighed". Derfor må et væsens sympatifølelse netop intellektualiseres, således at den kan udløses logisk eller på en sådan måde, at den ikke bliver til fordærv. En sådan intellektualiseret sympati eller følelse er det samme som den absolutte rene "kærlighed".