Livets Bog, bind 7
Den ny verdenskultur
  1. At denne ny verdenskultur er det virkelige "himmeriges rige" på det fysiske tilværelsesplan. Her eksisterer alle opfyldelser af de jordmenneskelige højeste idealer. Her er alle verdens nationer blevet til ét rige, én stat med en for hele verden fælles regering. Alverdens folkeslag er blevet til en uadskillelig enhed. I dette guddommelige rige eksisterer kun den absolutte fred i renkultur. Krig og ufred er forlængst forsvundet fra dette riges jordiske kontinenter. Her kan allerhøjest i dets første epoke være tale om et retsvæsen. I denne stat eksisterer hverken straffeanstalter eller tugthuse. Den i dag så altdominerende handelsverden eksisterer heller ikke i fremtidsstaten. Ligeledes er pengesystemet og dermed de med dette system forbundne ulykker og lidelser også forsvundet. Ingen som helst privatpersoner, aktieselskaber eller koncerner kan eje og monopolisere jordens indhold af olier og mineraler og øvrige stoffer. De kan kun ejes af hele menneskeheden og kan kun udnyttes til absolut fordel for hele menneskeheden. Hvert eneste menneske, der bliver født på jorden, er absolut medejer af jordens rigdomme.