Livets Bog, bind 7
Hvad der ligger til grund for evnen til at tilgive sin næste
2409. Idet den humane evne således ikke kan udvikles ved undervisning, men kun igennem selvoplevede lidelseserfaringer, kan kun livet selv udvikle denne evne hos væsenerne. Den sympati- eller kærlighedsudløsning, der befordres af et højere udviklet sympatisk anlæg eller en human evne, kan aldeles ikke fattes eller forstås af et væsen, der kun besidder et meget mindre udviklet sympatisk anlæg. Jo mindre udviklet et væsens sympatiske anlæg er, desto mindre kærlighed eller humanisme kan det udløse i sin væremåde overfor sin næste, ligesom det omvendte er tilfældet, jo mere udviklet dets sympatiske anlæg er. Hvor meget man er i stand til at føle sympati for sin næste og dermed lyst til at hjælpe ham i eventuel nød og tilgive ham ubehageligheder, han eventuelt har forvoldt en, vil således i realiteten ikke være afhængigt af ens forstand, men vil derimod blive bestemt af ens humane følelse. Er denne følelse endnu meget primitiv hos en, er det ikke ret meget, man tilgiver sin næste. Ja, ud fra et sådant sindelag betragter man det ligefrem som vanære eller nedværdigende at skulle tilgive andre væsener deres eventuelle forseelser imod en. I et sådant sindelag vil som oftest en meget stærk hævn- eller ond gengældelseslyst gøre sig gældende. Og det er sådanne sindelag, der skaber og vedligeholder krigen i verden, både mellem nationer og mand og mand imellem. Hvis der endelig foreligger en tilgivelse fra et væsen med et sådant sindelag, er den som oftest kun hjernemæssig, hvilket vil sige teoretisk. Den kan jo ikke gives ved hjælp af den virkelige humane evne, hvis denne ikke er tilstrækkelig udviklet hos væsenet. Den teoretiske tilgivelse kommer som regel kun i stand der, hvor den giver sit ophav en stor praktisk fordel på en eller anden måde materielt eller økonomisk set. Tilgivelsen er således her ikke givet af virkelig sympati eller kærlighed, men derimod udelukkende af egoistiske grunde. Tilgivelsen er her ikke nogen virkelig tilgivelse, men kun en som tilgivelse camoufleret overflade, under hvilken der stadig kan lure nag, bitterhed og vrede imod den anden part. Men den teoretiske tilgivelse er bedre end slet ingen tilgivelse. Den virkelige tilgivelse er den, der er givet både med forstand og hjerte og dermed har forenet de to stridende parter i virkelig sympati og kærlighed.