Livets Bog, bind 7
Der findes intet absolut "ondt" i verdensaltet, idet alt, hvad der forekommer under dette begreb, er livsvigtigt materiale for skabelsen af væsenernes evige livsoplevelsesevne
2412. Når vi her er kommet til grundårsagen til al krig og ufred og de heraf følgende ulykkelige skæbner, er vi i stand til teoretisk at kunne begrænse denne hidtil altbeherskende døds- og lidelsesbefordrende overtro, at de levende væsener, som vi har lært at kende som fundamentet for Guds bevidsthed, manifestation og livsoplevelse, altså som Guds sanse- og manifestationsredskaber, skulle være "forbrydere", skulle være virkelige djævlebesatte onde væsener i absolut eller kosmisk forstand. Vi ved igennem vore kosmiske analyser, at noget virkeligt absolut "ondt" ikke findes i universet. Det er rigtigt, at der findes to slags væremåder i verden: en vi kalder "ond", og en vi kalder "god". Men vi ved også, at hvis den ene af dem ikke eksisterede, kunne den anden umuligt sanses. Var der ikke noget mørke, kunne vi ikke sanse lyset, og var der ikke noget lys, kunne vi ikke sanse mørket. Alt det, vi kender, kender vi kun på grund af dets modsætning eller kontrast. Vi må derfor lære at se på det såkaldte "onde" som det, det er, og ikke som det, det ikke er eller som det, det på grund af uvidenhed menes at være. Men da det såkaldte "onde" er en livsbetingelse for vedligeholdelsen af væsenets evige livsoplevelsesevne, er det allerede af den grund nødvendigt at udtrykke det som et "gode", selv om det er et "ubehageligt gode" i forhold til det såkaldte "gode". Begge realiteterne er skabte foreteelser. De kan derfor overfor deres skaber: det levende væsen, som er hævet over al materie, kun være underordnet materiale for dets skabelse og oplevelse af dets evige liv og tilværelse og dermed af tid og rum, hvis overlegne ophav og herre det dermed således også er.