Livets Bog, bind 7
Livets oplevelse
2415. Vi har her igennem Livets Bog set hvorledes, at hele denne lange epoke udelukkende udgør én eneste stor fortsat permanent udvidelse og fuldkommengørelse af bevidsthed, der igen er fundamentet for væsenets livsoplevelse og manifestation. Da det levende væsens jeg er hævet over al materie, tid og rum, idet det i sig selv udgør en evig realitet, kan det kun manifestere sig, hvilket vil sige: opleve og skabe ved hjælp af materie. Derfor er det i kraft af sin evige struktur i stand til af denne materie at danne sig organismer, hvilket vil sige: redskaber, i kraft af hvilke det kan beherske materien og i den manifestere sin egen tilkendegivelse overfor omgivelserne og ligeledes igennem den opleve omgivelsernes tilkendegivelse af deres eksistens. Det vil således ved hjælp af organismerne befinde sig i en permanent fortsat vekselvirkning imellem sin egen tilkendegivelse eller manifestation og omgivelsernes manifestationer. Det er denne vekselvirkning, vi kender som "livets oplevelse".