2418. Når de levende væsener således alle hver især repræsenterer deres, fra andre væsener afvigende særlige højde i begavelse eller evne til at kunne manifestere sig og til at opleve andre væseners manifestationer, har vi her grundårsagen til det kæmpeocean af mentale kortslutninger, der udgør den absolut dybeste årsag til krigen mellem de levende væsener. Der findes ikke nogen som helst anden årsag til krig end denne, at væsenernes psyke er af forskellig højde i udvikling. Og derfor vil de umuligt kunne sanse eller opfatte og erkende et oplevelsesobjekt på samme måde. Hvordan skal et uindviet væsen kunne opfatte nogen anden væremåde end den, der er en livsbetingelse for det selv, for at være "moralsk"? – Kan rovdyrets offer betragte det som hundrede procents moral, at det skal overfaldes, dræbes og ædes af et andet væsen? – Moralen for disse væsener bliver, selv om det kun er instinktmæssigt, at de må gøre alt for at undgå disse deres dødsfjender. Men hvordan skal rovdyret kunne acceptere den samme moral? – Hvordan skulle dette væsen kunne betragte det som moral, aldrig at befordre forfølgelse og drab på de dyr, det nødvendigvis må have til føde, idet det ikke på dets trin er skabt til at kunne leve af nogen anden føde end den animalske? – Hvordan skal dyrene betragte det som moral, at de ikke må gå ind på menneskenes marker og søge mættelse for den sult, de på deres trin udelukkende kun kan tilfredsstille netop med de produkter, Guddommen her manifesterer og giver liv? – Men hvordan med indehaverne af disse marker? – Kan de betragte det som moralsk, at dyrene søger ind på disse marker og øvrige områder af deres ejendomme og her æder planter, korn eller andre af de produkter, der her forekommer? – Nej, det kan de ikke. På det trin, som sådanne markers indehavere som regel står på, føler de det som moral at jage og dræbe disse markens og skovens vilde dyr, hvis de kommer ind på deres marker og her søger tilfredsstillelse for deres sult. Men hvad med de dyr, som de samme væsener i kraft af deres overlegne dyriske udvikling har gjort til sine fanger, og hvis liv de udelukkende udnytter til egen fordel? – Kan disse dyr, hvis de havde intelligens nok til at fatte hele situationen, da betragte denne undertrykkelse og udnyttelse som en glimrende moral hos disse deres undertrykkere? – Ligefrem tro at dyrene ville betragte dem som særligt ophøjede og hellige væsener, skal man vist helst se at komme udenom, da det ellers vil blive en afsporet tankegang. Og her er det, at det bliver til kendsgerning, at mennesket nedstammer fra dyreriget. Dets moralske evne er ligeså relativ som dyrenes. Den retter sig her udelukkende efter dets selvopholdelsesdrift, hvilket vil sige den samme moralbasis som dyrets. Dyrets selvopholdelsesdrift kan kun afføde én slags moral, nemlig den, der kan udtrykkes i ordene, "enhver er sig selv nærmest". Hos dyret er dette princip en livsbetingelse. Og der, hvor menneskene endnu i deres mentalitet opfatter dette princip som højeste moral, der er dets bevidsthed altså afslørende, at det endnu lever under det dyriske moralprincip.