Livets Bog, bind 7
Hvorfor alle verdenskulturer hidtil er sunket i grus, ligesom den nuværende så højt priste moderne kultur hjælpeløst er på vej mod sit forfald
2422. Et udviklingstrins normalitet, moral og væremåde, man endnu ikke er udviklet til at kunne forstå og endnu langt mindre til at kunne manifestere eller opfylde, kan man umuligt opfatte som sin primære moral eller livsopfattelse, ligegyldigt hvor stor tortur og dødsstraf, der så end måtte være for dens overtrædelse. Her på dette vigtige livsfelt har alle verdenskulturer til dato være afsporet, ligesom en hvilken som helst ny verdenskultur, der vil fortsætte i denne afsporing og kosmiske uvidenhed om psyke, uundgåeligt vil synke i grus akkurat ligesom alle de tidligere herskende verdenskulturer. Thi en kultur, der er baseret på krig, straf, tortur og henrettelser er absolut ikke nogen kultur i kosmisk forstand. Den er kulminerende uvidenhed, primitivitet og inhumanitet forenet i rå magtudfoldelse, men opfattet som kultur, humanitet og kristendom, altså en for enhver virkelig kulturskabelse livsfarlig og altødelæggende illusion.