Livets Bog, bind 7
Hvorfor alt er såre godt
2453. I kraft af dette hårfine system, denne altbeherskende guddommelige verdensorden eksisterer liv og tilværelse som kulminationen af selve retfærdigheden og dermed kærligheden. I kraft heraf skal alle væsener, der i dag ikke er fuldkomne, blive fuldkomne. Alle de væsener, der i dag lever i mørket, skal ligeledes komme til at leve i kulminationen af lys, ligesom alle de væsener, der i dag lever i invaliditet og smerte, vil komme til at leve i den største guddommelige normalitet og i det heraf kulminerende velvære. Intet som helst væsen kan komme i lidelse og smerte eller mørk skæbne uden i kraft af dets egen væremåde. Vi ved ifølge kosmiske analyser, at de levende væsener nødvendigvis må opleve en epoke, i hvilken de kulminerer i mørket for derefter at blive kvalificeret til at kunne opleve en epoke i tilsvarende kulminerende lys. Begge disse epoker er absolut lige nødvendige. Uden, at der eksisterede mørke, ville der umuligt kunne eksistere lys. Og uden, at der eksisterede lys, ville der umuligt kunne eksistere mørke. Der, hvor der ikke er kontraster, kan der umuligt eksistere detaljer. Og der, hvor der ingen detaljer er, er der absolut ikke noget at sanse eller opleve. Og der, hvor der ikke er noget at opleve, kan bevidsthed umuligt eksistere. Det mørke, den dommedagsepoke eller det ragnarok, jordens mennesker lever i i dag, udgør altså en livsbetingende nødvendighed for menneskehedens videre udvikling og fuldkommengørelse. Det er en guddommelig anordning, der udgør intet mindre end fundamentet for skabelsen af væsenernes oplevelse af evigt liv. Vi ser således her, hvorledes den guddommelige verdensorden opfylder det guddommelige ord: "Alt er såre godt".