Livets Bog, bind 7
Det fundamentale i Guds skabelse af mennesket
2490. Da overtrædelse af livsloven giver væsenet kendskab til lidelse og smerte i forbindelse med den humane evne, der også udvikles i kraft af mørket eller smerte og lidelse, afføder den efterhånden i væsenets psyke viljen til at overholde livslovene eller dette at elske sin næste som sig selv. Under denne udviklingsproces kommer væsenet til at stå imellem disse to manifestationsformer: mørket og lyset, der henholdsvis er det samme som det, vi kalder "det onde" og "det gode". Det får derved efterhånden fri vilje til at kunne vælge, hvilken af de to former for manifestation eller væremåde, det selv ønsker. Men alt eftersom det endnu er uudviklet og dermed uvidende, kan det ikke bevidst vælge den rigtige væremåde og kommer da til at overtræde livslovene og får de heraf følgende lidelser og dermed en ulykkelig skæbne. Det er denne oplevelsestilstand, der udgør det fundamentale i Guds skabelse af mennesket. Uden denne skabelse ville jegets fremtræden som mennesket i Guds billede være en total umulighed. Idet dyrenes væremåde er bundet og reguleret ved deres instinkt, har de ikke noget valg. De befinder sig ikke mellem to væremåder, en ond og en god. Instinktet dikterer deres vilje. Men instinktet dikterer ikke dyret til at gøre andet end det, der er livsbetingende for dyrets eksistens. Da denne eksistens ikke er fuldkommen, idet den må opretholdes ved andre væseners død, fritager den ikke dyret for virkningerne af dets drab af andre dyr. Derfor kommer dyrene til at leve i en ubeskyttet skæbne. De bliver selv jaget og forfulgt endog af jordmenneskene. Men de har ikke evne til at fornemme denne skæbne som ulykkelig, således som menneskene kan føle deres skæbne ulykkelig i en sådan situation.