Livets Bog, bind 7
Grundfundamentet for væsenets væremåde er ikke selve viljen, men det, der påvirker eller dikterer viljen
2527. Det bliver her til kendsgerning, at grundfundamentet for væsenernes væremåde ikke er selve viljen, men derimod det, der påvirker og dikterer viljen. Det, der således dikterer væsenets vilje og får det til at ville det ene eller det andet, er dets indre organiske struktur. Denne kan absolut ikke forandres ved viljen. Hvis væsenet er et dyr, kan det ikke nytte noget, at det pludseligt vil være et menneske. Det må blive ved med at være et dyr til dets organiske struktur igennem udviklingen er forvandlet således, at det udløser menneskelig væremåde. Men denne forvandling fra dyr til menneske sker udelukkende kun igennem virkningerne af dets dyriske væremåde. Denne væremåde i sin renkultur er en meget højdramatisk væremåde, idet den hele tiden eksisterer i kraft af det dræbende princip, som er fundamentet for dets selvopholdelsesdrift. At denne ufuldkomne væremåde skaber tilsvarende dræbende og lidelsesbefordrende virkninger er selvfølgeligt, eftersom skæbneloven betinger, at virkningerne af et væsens væremåde eller handlinger absolut kommer tilbage til det selv. Det er disse virkninger, der udelukkende bliver dets skæbne. Denne lidelsesskæbne har dyret altså, fordi det mangler intellektualitet og kærlighed.