Livets Bog, bind 7
Hvad det ufærdige menneske mere eller mindre har tilfælles med dyret
2529. Dobbeltpoletheden begynder, som vi ved, at forvandle sig på det fysiske tilværelsesplan i planteriget. Her begynder enpoletheden så småt at ændre sig og bliver kulminerende i dyreriget. Da enpoletheden i en overvejende grad stadig dominerer eller behersker det jordiske menneske, er det altså i tilsvarende grad på dette felt tilhørende dyreriget. Det har det samme parringsprincip, den samme forelskelsesevne, den samme seksuelle hunger- og mættelsestilstand. Hertil kommer også skinsyge, jalousi, misundelse, egoisme, manglende finfølelse ligesom det kun har en meget lidt udviklet kærlighedsevne. Derfor florerer vredesudbrud, had eller hævnfølelse, brødnid også i større eller mindre grad i dets psyke og væremåde. Desuden kan også her nævnes dets animalske kostbegær, der betinger drab af dyr og dermed forringer dets skæbnemæssige beskyttelsesgrad. Jo mere mennesket udfolder disse og lignende tilstande i sin væremåde, desto mindre tilhører det endnu det færdige eller fuldkomne menneskes livsstandard og fremtræden som værende ét med Gud. Det må derfor stadig, i en tilsvarende grad, fortsat befinde sig i dyrerigets eller det dræbende princips og djævlebevidsthedens natsorte skyggesfærer.