Livets Bog, bind 7
Den ægteskabelige sympati er ikke en viljesakt, men udgør derimod et resultat af de kræfter, der dikterer viljen
2562. Vi ser her, at grunden til, at denne megen ægteskabelige svigten er opstået, er en dyb sjælelig tilstand, der gør det svært og undertiden umuligt for væsenet at overholde de fra fortiden nedarvede, og som højeste moral opsatte, ægteskabelige forskrifter, som går ud på, at et ægteskab skal vare hele jordlivet ud. Det vil igen sige, at det ægteskabelige løfte, som væsenerne må give hinanden, for at deres samliv eller ægteskab kan blive legaliseret, er dette, at de må love hinanden ægteskabelig sympati resten af deres indeværende jordliv. Da denne sympati er det uundværlige grundlag for ægteskabets lykkelige beståen, kan det naturligvis ikke lykkeligt bestå, når denne sympati, dette fundament for ægteskabelig lykke vakler eller brister. Men hvilket ufærdigt menneske kan garantere sin psykes uforanderlighed fremover? – Hvordan kan et væsen med sikkerhed give et andet menneske et løfte, hvis overholdelse er afhængig af en psykisk foreteelse, som det ikke selv er herre over, og som det måske ikke engang aner eksisterer? – Ægteskabet er jo baseret på en helt anden magt end den, der kan dirigeres af viljen. Hvis den ægteskabelige troskab kun var en viljesakt, kun var baseret på noget, som man ligeså let beherskede med viljen, som man normalt behersker, hvad man vil spise og drikke, om man vil stå op eller sidde ned, var det i virkeligheden ikke noget problem. Men det, der er et problem i de ulykkelige ægteskaber, er ikke væsenets vilje, men derimod de kræfter, der er stærkere end viljen og derfor bliver dennes diktator.