Livets Bog, bind 7
Livsloven eller dette, at du skal elske din næste som dig selv, kan umuligt opfyldes i kraft af parrings- eller ægteskabssympatien
2595. At verden uden denne kærlighed umuligt kan komme til at opfylde den guddommelige forjættelse om et kommende verdensrige, i hvilket den absolutte retfærdighed bor, og hvor alle stater er forenede til ét rige og én Guddom eller som Bibelen udtrykker det: én hjord og én hyrde, er absolut selvfølgeligt. Hvordan skulle et sådant "himmeriges rige" kunne komme til at eksistere på jorden, hvis ikke menneskene fik en fuldkomnere sympati end den kunstige sympatitilstand, der udfoldes igennem parrings- eller ægteskabssympatien? – Hvordan skal sådanne væsener, der kun kan være partiske overfor det modsatte køn netop på grund af deres organiske struktur, kunne elske deres eget køn, således som de elsker sig selv? – Hvordan skulle denne kunstige sympatitilstand, der kun er givet væsenerne som et midlertidigt støttepunkt, indtil de får den virkelige alkærlighed udviklet i deres psyke, kunne sætte væsenerne i stand til at udgøre "Guds billede efter hans lignelse"? – Hvordan skal sådanne væsener kunne opfylde loven for livet, nemlig den, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? – Hvordan skulle en sådan kærlighed kunne forenes med parrings- eller ægteskabstilstanden i dennes renkultur? – Det bliver således her til kendsgerning for den udviklede forsker, at der er en logisk og kærlig mening bag alle de ydre mørketilstande, såsom ægteskabets degeneration og de hermed forbundne besværligheder.