Alkærligheden gør det levende væsen til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"
2598. Denne bevidsthedstilstand førte væsenet ind i dommedagen eller lidelseskulminationen, som igen affødte den begyndende ny evne "humaniteten", der er det samme som den begyndende næstekærlighed.Denne udvikling vil den modsatte pol i væsenet stadig befordre videre til fordel for næstekærlighedens vækst frem til at udgøre alkærligheden.Alkærligheden er igen det samme som den kærlighed, i kraft af hvilken Gud opretholder hele verdensaltet.Det er jo netop derfor, at alkærligheden, den kærlighed, der virkelig omfatter alt og alle, udgør universets eller verdensaltets grundtone.Alkærligheden i væremåde gør således væsenet til det billede af Gud, der er Guddommens mening med skabelsen af mennesket.Alkærligheden er Guds væremåde.Og det er denne væremåde, de levende væseners væremåde skal gøres identisk med.Og det er i kraft af de levende væsener, hvis væremåde netop er nået frem til at være identisk med Guds væremåde og således er Guds billede, at Gud manifesterer og opretholder verdensaltet.Alle de fuldkomne åndelige verdener hinsides den fysiske verden er jo befolket med væsener, der forlængst er blevet fuldkomne og er blevet totalt fri af reinkarnationen og således udgør "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".Og det er i kraft af disse væsener, at Gud styrer og leder de ufærdige væsener igennem planteriget og dyreriget og frem til det stadium, hvor de selv bliver suveræne, kosmisk bevidste og dermed fremtrædende som de færdige væsener i Guds billede.Og det er altså denne alkærlighed, der nu forlængst er begyndt at gøre sig mere eller mindre gældende i et vist antal mennesker verden over.
Tilbage til forsiden
Forrige