Livets Bog, bind 7
Hvorledes Guddommens primære bevidsthed holdes i en evig kulmination
2606. Vi ved, at de forannævnte væsener ikke uafbrudt kan blive ved med at være Guddommens primære redskaber. Deres totale oplevelse af skabelse i lyset kan ikke blive ved med at finde sted uden mættelse. Sult og mættelse er jo livets store grundfundament. Væsenerne i de højeste verdener bliver således totalt mættede af oplevelsen af det højeste guddommelige lys. Og alt eftersom denne mættelse finder sted, og interessen og glæden ved denne form for manifestation og oplevelse af livet taber sig eller degenererer, fjerner væsenerne sig mere og mere fra tilværelsen i de ydre verdener og indgår i salighedsriget, hvor livsoplevelsen udelukkende beror på erindringsoplevelse fra den udlevede spirals mørkezone, som nu fornemmes som lys og salighed for væsenerne at tænke tilbage på eller at erindre sig. Og herfra modnes de så atter til at skulle indgå i en ny spirals mørkezone for her igennem udviklingsprocessen atter at komme til at opleve mørkekulminationen, og efter denne atter komme til at hungre efter lysets riger og indgå i dem, når de atter er blevet til væsener i Guds billede efter hans lignelse. Samtidig med, at væsenerne således degenererer og udgår af de højeste verdener, indgår der stadig i disse nye væsener, der fra mørket har udviklet sig til at være mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Vi bliver således her vidne til, at Guddommens primære bevidsthed hele tiden holdes oppe i kulminationen, eftersom de degenererede væsener udgår af Guds primære bevidsthed, og de nye fra mørket, som har nået fuldkommenheden, indgår i nævnte primære bevidsthed.