Livets Bog, bind 7
De enpolede væseners oplevelse af den højeste ild
2634. Efter at have fået dette indblik i denne den højeste ilds kulminerende lysverden er det ikke vanskeligt at se, at det er dette lys, der i en latent- eller mindsteudfoldelse skinner igennem de jordiske, fysiske, enpolede væseners seksuelle udløsning i parringsakten. Da disse væsener i deres fysiske tilstand befinder sig i en fysisk organisme, er den højeste ilds manifestation baseret på at kunne udløses igennem denne organisme. I denne er der derfor indbygget en organisk struktur, igennem hvilken den sparsomme strålefunktion fra den højeste ild kan komme til udløsning. Disse organer kender vi som identiske med de såkaldte "kønsorganer". Disse er bygget op af en så fin materie, at den højeste ilds stråleenergi her kan fornemmes af disse organers ophav som selve kulminationen af behagsfornemmelse, når disse organer bringes i en arbejdende berøringskontakt med et andet, af modsat køn fremtrædende, enpolet væsens seksuelle organer. Denne den højeste ilds energi kan således kun komme til normal enpolet udløsning i en parringsakt mellem et hankønsvæsen og et hunkønsvæsen. Og selv om den her kun udgør en glimtvis oplevelse og kun kan komme til udløsning ved en kunstig organproces, så skaber den dog i de givne øjebliksudløsninger indenfor sit område en åbenbaring af den højeste nydelse eller behagsfornemmelse, der overhovedet kan skabes mellem to væsener. Det er tydeligt her at se, at den udgør den højeste ild eller lyset fra de allerhøjeste verdener. Den er i sin enpolede udløsning også her kulminationen af to væseners højeste sympatifølelse for hinanden. Selv om denne sympatifølelse er kunstigt frembragt, er den meget effektiv. Hvis de to væsener er hinandens forelskelses totale eller fuldkomne objekt, afføder den en ikke ringe gensidig vidunderlig, skøn og varm lysatmosfære for parterne i udløsningsøjeblikket. Det er denne lysoplevelse, der danner fundamentet for sådanne to parters relativt lykkelige og varige samliv.