Guds tale til det jordiske menneske igennem en fuldkommen sommerdags sollyse middagstime vil derfor overført til menneskenes eget sprog være at udtrykke som følgende:
      »Ligesom jeg i en sollys sommerdags middagstime går hen over Jorden og på denne min bane forgylder kontinenter og have, kaster mit overjordiske lys langt ind i slugter, kløfter og afgrunde og med min ånds funklende stråleglorie, dens lys og varme overskygger alt og alle for at de levende væsener i min bane ikke skal mærke vinterens kulde eller nattens mørke, men hvile trygt i mit himmelske favntag, således skal også din ånd være et funklende lysvæld, der overskygger din næstes kontinenter og have og trænger dybt ind i hans mørke slugter og afgrunde. Og ligesom jeg i mit funklende skin bragte mit hjertes varme til at sitre, bølge og vibrere hen over Jorden, hen over alle væsener i sommerdagens middagstime, således må dit skin også være en åbenbaring af inderlig hjertevarme, der kan få mentale isregioner til at smelte, skabe vårbrud og bringe en sollys sommer til at sitre, vibrere og bølge hen over din næstes bevidsthedsterræner. Kun der, hvor du er disse terræners funklende middagssol, udgør du min ild, min ånd, min kærlighed. Og kun der vil du selv kunne se mit åsyn i dit eget billede«.
      Den fuldkomne sommerdags middagstime er således Guddommens højeste fysiske udtryk for, hvorledes et væsens manddom fremtræder, når den er i sin fuldkomne, højeste udfoldelse. Et væsen, der befinder sig i sin manddom, er jo et væsen, der er nået igennem barndommens og ungdommens læreår og nu står med de herigennem indvundne erfaringer. Det er disse erfaringer, der gør manddommen lysende. Det er disse erfaringer, der bevirker, at væsenet i denne tilstand nu ikke mere er så modtageligt for rent materiel undervisning, som det er indstillet på at lære fra sig. Væsenet er med manddommens indtræden i en alder, hvor det normalt ikke mere behøver sin faders og moders undervisning eller vejledning, men er selv blevet et væsen, der har børn, som skal undervises eller opdrages. Manddommen er således udtryk for modenhed. Den er blomsten i sin fulde udfoldelse. Denne udfoldelse er i sin højeste eller fuldkomneste fremtræden intellektualitet, hvilket igen vil sige alkærlighed. Det voksne, modne væsen må med denne kærlighed lyse for ungdommen og værne alderdommen. Det må være det strålende forbillede, barnet glæder sig til at vokse frem til at efterligne, og i hvis nærhed andre er stolte og glade ved at være. Kun på denne måde kan væsenet blive en middags sol for sine omgivelser, og så længe menneskeheden ikke forstår dette, vil den være blottet for virkelig kultur. Da vil hadets og krigens mørke cykloner og storme rase hen over dens færden, og blodsudgydelser, invaliditet og ruinhobe besudle dens fodspor.