Blade af Guds billedbog
Artiklen: Blade af Guds billedbog
11. KAPITEL
Sommernatten er en illustration i Guds billedbog af, hvorledes et menneskes livsaften bør forme sig
Men vi vil gå videre i vor forskning af Guds billedbog. Sommerdagen er endnu ikke forbi. Der er endnu et blad med en vidunderlig illustration tilbage for os at beskue, nemlig dagens møde med natten, lysets møde med mørket. Efter at have passeret middagshøjden vandrer dagen nu mere og mere forbi os for til sidst at forsvinde bag den vestlige horisont. Men dette den varme sommerdags møde med natten, er også noget af det skønneste og smukkeste, man kan opleve på det fysiske plan, ja er en strålende pendant til den smukke morgen og skønne middagstime, vi allerede har dvælet ved. Den er intet mindre end Guddommens tilkendegivelse af, hvorledes det levende væsens egen livsaften bør forme sig, og hvorledes dets ånds passage ind i andre zoner, andre sfærer, andre himmelegne må være som den svindende sommersol, hvis eftermæle i form af den lyse sommernats sceneri er en koncentration af fred, harmoni og velvære. En skønnere atmosfære kan dagens møde med natten, livets møde med døden vel ikke overskygges af?
      Hvad er det da, vi bliver vidne til ude i sommernatten? Ja, lad os gå ud og se og høre.
      Tonerne fra en fjern kirkeklokke melder os, at dagen er på hæld. Livet på arbejdspladser, marker og enge er forstummet. Fritidens time er inde. Ungdommen går sine veje. De ældre sidder hist og her foran deres huse og nyder aftenens fred i minderne om de samme veje. Imidlertid er dagens stjerne nået ned i nærheden af horisontens rand. De lange skygger folder sig ud. De er nattens pionerer. Fra dalsænkninger, moser og engdrag kommer de langsomt frem for at forene sig med hverandre og helt tage terrænerne i besiddelse. I deres fodspor arbejder mosekonen flittigt. De hvide tåger, der er kulisser i elverkongens sceneri eller andre skærsommernatsdrømme, må gøres færdige.
      Vi vender blikket imod vest. Solen er forsvundet fra vore breddegrader. Den lyser nu ude over Atlanterhavet, kaster sin middagsglans over Amerikas kontinenter og indhyller beboerne på Hawaii og Honolullu i sit gyldne morgenskær. men det er disse fjerne egnes strålende dag, der gør vor sommernat lysende. Dagens stjerne har ikke helt forladt os, selvom den er gået ned under horisonten. Fra den anden side af kloden trænger dens tindrende lys helt ind i Jordens skygge og gør den ellers så mørke nat til et lysende eventyr, et arrangement i silhuettekoglerier mod et gyldent bagtæppe, et sælsomt hviskesceneri mellem grene, træer og buske, en oplevelse af balsamiske dufte fra blomster og urter, man ikke ser, en inspiration for to elskendes lønligste attrå, en åbenbaring af Guds nærhed midt i nattens mørke. Ja, det himmelske lys kan også give natten eller mørket kolorit. Den lyse sommernat er ikke noget ringe billede af Guds almagt og storhed. Den er intet mindre end Guddommens åbenlyse tilkendegivelse af, hvorledes en afsked mellem to væsener må være for at være i den højeste kontakt med fuldkommenheden, hvilket vil sige intellektualitetens eller kærlighedens love. Som Solens eftermæle forvandler den mørke nat til et lysende drømmesyn, til et kærlighedsinspirerende eventyr, ja, til en fornemmelse af paradiset midt i mørkets regioner, således må en bortdragendes afsked til sine efterladte også være af en så lysende kærlighedsatmosfære, at den gør disse sidste væseners bevidsthedsmørke til en lysende sommernat. Dette gælder ikke mindst, når det er den store rejse, der går over i det hinsidige, hvor vor ånd skal funkle i andre egne, i andre sfærer og zoner, medens vor vinterkolde natside i form af et lig, en samling døde organer, et par brustne øjne ellers kun er det eneste, der vender ud mod vore venner på det fysiske plan.