Blade af Guds billedbog
Artiklen: Pinseglans over livet
10. KAPITEL
Hvis de levende væsener ikke kunne inkarnere i en højere kultur eller livssfære
Hvis der ikke eksisterer reinkarnation eller genfødsel, hvad skal der da blive af et sådant væsen, som ikke mere kan føle sig lykkelig blandt sine »egne«, men derimod i sin bevidsthed er fyldt med en uimodståelig længsel efter at være en »hvid mand«, selvom det ikke ønsker den »hvide mandes moral? Hvordan skal denne længsel blive opfyldt? Var det ikke bedre, at et sådant væsen aldrig nogen sinde var blevet født? Hvis dets nuværende liver det eneste, det får lov til at opleve, ville det jo have været langt at foretrække aldrig at være blevet født fremfor det livsvarige »helvede« eller den »livslede«, det nu resten af sine dage, ganske uden egen skyld, er dømt til at skulle opleve. Hvem skal et sådant »mislykket« liv gavne? Hvem glæder sig over dette væsens mentale kvaler? Hvem bringer disse kvaler lykke? Absolut ingen. Hvis nævnte væsen aldrig før har eksisteret og aldrig mere vil komme til at være iblandt de levendes tal, så er dette dets enkelte jordliv kun en total pine og absolut ikke til velbehag for noget væsen, ja, det skulle da lige akkurat være for den eventuelle guddom eller det forsyn, der har »skabt« samme væsen og således er dets ophav. Men en guddom, der finder velbehag i at skabe et væsen for udelukkende at lade det ende i »pine« eller med sjælelige længsler, det aldrig nogen sinde kan få opfyldt, er ikke en guddom, det er et sadistisk uhyre, altså et »djævelsk væsen«, der ikke har noget som helst med kærlighed, humanitet og mentalt lys at gøre. Ja, er et væsen, som tusinder og atter tusinder af jordmennesker i deres karakter og moralske fremtræden står himmelhøjt hævet over. Nej, tro ikke, at en sådan guddom kan kaste »pinseglans« over det fremskredne, intellektuelle menneskes jordliv og dettes omgivende materielle og åndelige verden.
      At de efterlevende generationer får det fuldkomnere eller bedre kan ikke på nogen som helst måde virke som formildende omstændigheder. Når de fortidige generationer, som har haft savnet og længslen efter en fuldkomnere tilværelse, er absolut »døde«, er de jo ganske udelukket fra at kunne opleve livets forbedring eller højere fuldkommenhed. Denne fuldkommenhed tildeles altså væsener, der aldrig har følt savnet af den, og kan derfor umuligt fornemmes som lykke af disse væsener. Nej, med tvivlen på og fornægtelsen af væsenets evige liv bliver der ingen »pinseglans over livet«. En livsfilosofi, der udelukkende befordrer disse to foreteelser, er hundrede procents illusion, er hundrede procent imod sandheden, imod den levende eksisterende virkelighed. Og en sådan materialistisk indstilling til livet har da heller aldrig nogen sinde kunnet tilfredsstille individet undtagen i sådanne tilfælde eller kortere tidsrum, hvor skæbnen har været det gunstigt, hvilket altså vil sige, at det har været uden sygdomme, uden sorg og ulykke. I en sådan periode kan de almindelige dagligdags materielle goder som oftest virke tilstrækkeligt tilfredsstillende på det materialistiske væsen. Og det har i disse perioder ingen som helst brug for Forsynet eller en beskyttende Guddom. Men når sorgerne, lidelserne og ulykkerne indfinder sig eller hober sig op i dets skæbne, skal det nok, akkurat ligesom dyret i sin dødsangst, skrige imod det ukendte Forsyn. Det skal nok efterhånden opdage, at der er en levende, intellektuel, styrende vilje bag naturen, livet og tilværelsen. »Den fortabte søn« skal nok finde tilbage til »Faderen«, Kredsløbsprincippet skal nok efterhånden lige så godt gøre sig gældende her som alle andre steder i naturen. Ingen kan komme uden om denne evige foreteelse.
      Når sorgens og ulykkens time er inde, når man har mistet sin ægtefælle, sit barn eller andre af dem, man elskede højest, eller når man er kastet på sygesengen af en frygtelig, lammende og uhelbredelig sygdom, der gør livet til en årelang dødsproces, nytter det ikke, at man ved, hvor langt der er til Solen og kender lysets hastighed eller kan konstatere, hvad Månen vejer. Man bliver ikke rask af den grund. Heller ikke bliver skæbnen på dette felt lysere, fordi man ved, at Jorden er rund, at man kender havets dybder eller forstår vandets kemiske sammensætning. Det mistede, elskede væsen er borte, og sygdommen gør stadig livet til en årelang dødsscene, en befordring hen imod den formentlige store tilintetgørelse.
      Nej, virkelig »pinseglans over livet« kan nævnte viden ikke bringe til udløsning ved denne sygeseng eller dette offer for skæbnen. Og »dyrets angstskrig« er stadig til stede, omend det nu forekommer i en mere kultiveret form, er iklædt menneskelige, kultiverede ordformer eller måske kun et stille suk. Den lidende »gudesøn« vender atter blikket mod sin »evige Fader«.