Blade af Guds billedbog
Artiklen: Pinseglans over livet
11. KAPITEL
Sandhedserkendelse igennem tro, mystik og mystikere
For det fremskredne og i tænkning udviklede menneske kan den såkaldte »tro« heller ikke mere skabe »pinseglans over livet«. Det nytter ikke at love en lys og bedre tilværelse i en »åndelig verden« hinsides den fysiske, en slags »immateriel tilværelsesform«, som løn for en i forvejen af et forsyn eller en guddom opnået »syndsforladelse« eller »frelse«. Det er rigtigt, at man på de stadier, hvor tænkningen angående kosmiske problemer endnu er latent, og trosevnen derfor endnu er en temmelig stærk bærende kraft eller et solidt grundlag bag viljeføringen, kan få en temmelig stor livsglæde og fryd ved tanken om en forherliget eller »salig« tilværelse hinsides den fysiske. Men forestillingen eller billedet af denne »salige« tilværelse, dette »paradis« eller denne »himmel« efter »døden« er ikke et produkt af væsenets selvstændige tænkning eller analysering. Nævnte salighedsopfattelse er ikke en intelligensmæssig analyse, den er ikke viden, men udgør derimod en fra andre væsener overleveret opfattelse, der er suggereret ind i væsenet i kraft af dets på dette felt endnu mangelfulde tænkning og dets derfor store suggestive modtagelighed, hvilket vil sige: mentale følsomhed. Opfattelsen er indgået i væsenets tanker eller bevidsthed som en mættelse af en i forvejen følt trang eller hunger. Denne hunger har ikke hos dette væsen, grundet på dets endnu på det åndelige felt mindre fremtrædende analyserings- eller tænkeevne, været af forstandsmæssig natur. Det har ikke i så stor en udstrækning været en tilfredsstillelse for dets intelligens, som det har været en tilfredsstillelse for dets følelse, det har hungret efter. En sådan uintellektuel følelseshunger kan ikke tilfredsstilles ved en blot og bar analyse, ligegyldigt hvor stor videnskabelig sandhed, denne analyse så end måtte være. For at opfatte og forstå en analyse, altså en detaljeret udredning, må man have et med analysens objekt beslægtet erfaringsmateriale, så man med den herpå i forvejen baserede forstand og viden kan gå analysens detaljer efter og gøre dem til sin egen teoretiske eller praktiske viden. Har man ikke dette erfaringsmateriale, kan man ikke intelligensmæssigt hungre efter denne »viden«. Men det forhindrer ikke, at man kan hungre efter en »følelsesmæssig« tilfredsstillelse angående analysens oprindelige objekt. Når der som her i dette tilfælde, hvor analysens objekt er problemet »livet efter døden«, kan dette udmærket forme sig som et spørgsmål for jordmennesker på mange forskellige trin, selvom man slet ikke har erfaringsmateriale nok og den heraf følgende intelligens til at forstå spørgsmålets virkelige videnskabelige udredning eller sandhed. Og jo fattigere man er på det erfaringsmateriale, der betinger evnen til at forstå problemet videnskabeligt, desto mere ligger nævnte spørgsmåls sande besvarelse i sine detaljer over ens dagsbevidste horisont. Besvarelsen bliver uforståelig, bliver »mystik«. For dette bevidsthedstrin hedder det derfor, at »Guds veje er uransagelige«. Men dette besvarer ikke livsspørgsmålet tilfredsstillende. Den religiøse hunger er stadig den samme, men man forstår altså instinktivt, at besvarelsen af spørgsmålet er forbeholdt særlige af Guddommen begunstigede væsener. Og den eneste vej, ad hvilken man kan få nogen tilfredsstillelse angående livsproblemet, vil altså udelukkende være igennem sådanne væsener. Hvorledes disse væsener ved hjælp af langt større og mere omfattende erfaringsmateriale og en heraf udviklet tilsvarende større intelligens- og intuitionsevne på naturlig måde kan opleve og analysere sandheden ud og komme til den absolutte erkendelse, er jo totalt umuligt for de nævnte væsener at fatte, da en sådan kunnen jo ligger ganske uden for deres egen sansemæssige kapacitet. Denne kunnen bliver ligeledes uforklarlig i realistiske detaljer for de samme væsener og bliver derfor af dem opfattet som »mystik« og dens ophav som »mystikere«. Men da sådanne væsener ikke desto mindre forekommer for dem i den daglige tilværelse, bliver de nødsaget til at erkende deres eksistens. Denne erkendelse begrundes igen udelukkende på den omstændighed, at disse formentlig med en »højere viden« af Forsynet begunstigede væsener er i stand til at udtale tanker, der kan virke som tilfredsstillelse på deres livsspørgsmål eller hunger efter oplysninger om »døden«, og hvad der skjuler sig bag denne. Når disse af de nævnte »mystikere« manifesterede tanker kan virke som mættelse af de andre væseners mentale hunger, er det netop i kraft af, at nævnte tanker ikke er »videnskabelige« detailmæssige udredninger, hvilke de pågældende væseners hjerner jo slet ikke ville kunne tage, slet ikke ville kunne jonglere med. De udtrykker derimod noget, som de samme væsener følelsesmæssigt kan fornemme som »behag«. At de kan fornemme disse væseners manifesterede tanker som »følelsesmæssigt behag«, skyldes udelukkende den omstændighed, at nævnte væsener har været i stand til at kunne forme deres viden om livet på en sådan måde, at den for de hungrende væsener ikke blev usandsynlig eller uvirkelig.