Blade af Guds billedbog
Artiklen: Pinseglans over livet
14. KAPITEL
Vor vej hen igennem universet bliver til pinseglans over livet
Den guddommelige ånd eksisterer altså ganske uden om ord og tungemål, uden om terminologier og andres formodninger, meninger og opfattelser, og det er til en erkendelse af denne dens renkultur, at verdensgenløsningen i samklang med udviklingen tilsigter at føre ethvert jordmenneske. Og en urokkelig bekræftelse på, at en sådan ophøjet tilværelsesform kan nås, har vi netop i stjernerne på den mentale eller åndelige himmel. Disse guddommelige væsener, af hvilke Kristus jo i særlig grad er blevet kendt inden for den europæiske verdensdel og kultur, er jo netop væsener, der er vokset frem til den kosmiske tilstand, i hvilken man føler sig »ét med Faderen« og taler med Guddommen som en mand taler med sin næste. Et sådant væsen får ikke sin viden fra en bog eller fra et andet væsen. Det hører, ser og opfatter den absolutte sandhed igennem livets egen direkte tale. Derfor kunne Kristus sige til sine disciple, at det, han fortalte dem, var det Faderen havde fortalt ham. Det er denne tilstand, der venter alle mennesker. Det er denne, der er verdensgenløsningens og al visdoms foreløbige mål. Det er denne ophøjede tilværelsesform, dette inderlige gudsforhold og direkte samvær med Guddommen, der er bebudet menneskene igennem forjættelsen om »talsmanden den hellige ånd«, At opleve denne »talsmand«, der jo ikke er noget væsen eller individ, men derimod er intet mindre end den guddommelige ånds levendegørelse i vort eget indre, i vor egen vågne dagsbevidsthed, er jo det samme som at blive forvandlet til et kosmisk væsen, et Buddha- eller Kristusvæsen i allerhøjeste format. Det er at få den absolut højeste »pinseglans over livet«, der foreløbig er tilgængelig for jordiske øjne. Og det er for et sådant væsen, at den før citerede guddommelige tale direkte vibrerer lige ind i sjæl og sind. Det oplever direkte sin egen udødelighed eller evige væren. Der er ikke noget »hvorfra« eller» hvortil «, ligesom svaret på det store spørgsmål »hvorfor« forlængst er blevet en kendsgerning igennem Guddommens direkte tale i form af dette ene: at blive modnet, tilpasset og herliggjort til det store samvær med Guddommen, der venter hvert eneste levende væsen bag enhver form for udlevelse af dyreriget eller mørkets zone. Man skal elske sin næste som sig selv for at komme på bølgelængde med universets eller verdensaltets grundtone eller Guddommens særlige tankevibrationer, der udelukkende er kærlighed. Kun igennem kærligheden til sin næste kan man se den kærlighed, hvormed universet styres og ledes. Og med denne kærlighed igennem tanke, sjæl og sind er vi blevet ét med Guds ånd. Vor vej hen over verdener, solbyer og mælkeveje, vor vej hen over tiden og rummet vil da være en evig pinseglans over livet, thi vi er blevet ét med Guds stråleglans.
Næste