Det Evige Verdensbillede, bog 5
Udvalgte tekster
til symbol nr. 47
 
Livets Bog, bind 6, stk. 2295-2296
Tankekraften er det samme som livskraften
2295. [...] Livskraften bag alle levende væseners livsoplevelse og manifestation har sæde i og udvikles igennem væsenets tankekraft. Tankekraften er igen det samme som den elektriske, magnetiske kraft, ved hvis hjælp jeget forsyner alle sine fysiske organer med livskraft og velvære. Tankekraften skal være til glæde og skabe lyst til livet. Der, hvor den bliver nedbrudt på grund af vrede, had, mørk skæbne eller forfølgelse fra andre væseners side, der bliver livskraften til legemet og sjælen nedbrudt. Atom- og elektronvirksomheden svækkes i væsenets bevidsthed, og organismen stagnerer, bliver modtagelig for sygdomme og hærget af alskens legemlige og mentale besværligheder, der kan komme til at betyde for tidlig død og i værste tilfælde flere liv i åndssvaghed. Tankekraften er således livskraften bag hele universets struktur såvel i mikrokosmos som i makrokosmos og mellemkosmos. Men for menneskene er det naturligvis deres tankekraft, der udgør fundamentet for deres mellemkosmiske tilværelse. At få denne tankekraft fuldkommen betyder altså fuldkommen livskraft for menneskene. At få denne tankekraft fri af al egoisme eller af den overtro, at ethvert menneske er sig selv nærmest, og i stedet for få indført den urokkelige sandhed, at enhver er sin næste nærmest, vil betyde den totale, mentale sundhed og dermed krigens, fængslernes, sygdommenes og hospitalernes afskaffelse.
Hvordan man får en fuldkommen tankekraft
2296. Men hvordan får menneskene deres tankekraft fuldkommen? – Ja! Er al depression, nedtrykthed og sorg ikke i væsentlig grad grundet på manglende kærlighed, manglende forståelse af næstens væremåde, hvad enten den er ond eller god? – Vejen til freden, sundheden og menneskelig lykke kan altså udelukkende kun blive til virkelighed ved, at menneskene gensidigt netop søger at holde hinanden fri af nedtrykthed, sorg og bekymring, frygt og lidelser. Der er absolut ingen anden vej til den virkelige fred eller det sande menneskeriges lykke og glæde end bekæmpelsen af vrede, had og bitterhed, misundelse og skinsyge, enhver form for martyrfornemmelse i sin egen mentalitet, ligesom man aldrig må glemme, at man selv er sin skæbnes absolut første årsag, og at vor næste således aldrig i nogen situation kan være den retmæssige skyldige i vor passage i mørket. [...]
 
 
Kosmos nr. 3, 1998, Gudesønnens kongerige, stk. 1-3
Når talentkernen udfører sin mission frigøres dagsbevidstheden til andet
1. Igennem analysen af talentkernernes tilblivelse får vi et levende indblik i, hvorledes en organisme efterhånden opbygges. Når et levende væsen igennem en vis interesse kommer til at dyrke en eller anden manifestationsform og derved kommer til at gentage de forskellige bevægelsesarter eller energiudløsninger, som denne manifestationsform er baseret på, bliver disse bevægelses- eller energiarter til vane. Når en bevægelsesart er blevet til vane, betyder det, at den mere eller mindre kan udløse sig selv, uden at vedkommende levende væsen behøver at være med i denne udløsning. På denne måde har det levende væsen fået evne til at bevæge sig uden at skulle være optaget af at være med i denne bevægelse. Vi kan gå hen ad vejen og samtidig tale med et andet væsen, uden at vi behøver at skænke flytningen af vore ben nogen særlig vågen dagsbevidst opmærksomhed. Kun i de tilfælde, hvor der sker noget usædvanligt, må vort eget jeg, der på en måde kan udtrykkes som fader-jeget, gribe ind. Det gør da ondt i benene i det felt, hvor det usædvanlige er sket. Og igennem smerten bliver fader-jeget opmærksom på foreteelsen og må sørge for at fjerne ondet. Når dette er fjernet, bliver dagsbevidstheden igen fri af benenes funktion. De kan da atter selv udføre deres mission eller det, de er bestemt til.
Vor organisme er en kombination af inkarnerede væsener fra underliggende spiraler
2. I virkeligheden er ethvert organ i organismen bygget op og holdt fast af en talentkerne. Således er hjertefunktionen, lungefunktionen, åndedrættet, kirtelfunktionen osv. koncentreret om og baseret på hver sin talentkerne, hvilket altså i virkeligheden vil sige et jeg og dets overbevidsthed. En sådan talentkerne er altså et levende væsen. Et levende væsens organisme består altså således i virkeligheden af en serie af levende væsener, der er knyttet sammen i kraft af deres evne til at samarbejde til fordel for en større helhed. Vor egen organismes fremtræden som levende væsen vil således være en kombination af inkarnerede levende væsener fra underliggende spiraler. Således er ethvert organ lige fra hjernen, hjertet, lungerne og maven og ned til de allermindste kirtel- og cellefunktioner levende væsener, der er inkarnerede i vor organisme, knyttet sammen i kraft af vort jegs særlige indstilling, særlige begær og trin i spiralkredsløbet. Det skal bruge disse underliggende levende væseners medarbejderskab for at kunne få sine særlige ønsker om skabelse og oplevelse opfyldt. Og da de underliggende levende væsener ligeledes netop har brug for dette samarbejde, ja, slet ikke kan få deres manifestations- og begæroplevelse tilfredsstillet uden netop igennem et sådant samarbejde, ser vi her, hvor guddommeligt hele livsprincippet i virkeligheden er, og hvor nødvendigt det er, at netop alle disse mikrojeger arbejder sammen i helhedens interesse, ligesom vi også ser, hvor absolut nødvendigt det er, at makrojeget ligeledes skaber betingelser for ikke selv at forstyrre dette samarbejde.
Makrojeget bestemmer suverænt over organismen
3. Kan makrojeget da forstyrre disse væseners samarbejde og dermed deres liv? – Ja, det kan det i allerhøjeste grad. Det er hovedjeget og sidder inde med den suveræne magt over hele organismen. Det bestemmer, om denne organisme skal plejes og passes ifølge sundhedens og velværets love, eller den skal forsømmes, mishandles ved nydelse af alkohol eller anden uheldig nydelse af giftige eller skadelige stoffer, som slet ikke egner sig til føde. Det kan også bestemme, om organismen skal have den nødvendige hvile og søvn eller ikke have den. Det kan forsømme at skabe betingelser for sine mikrovæseners fuldkomne samarbejde og bliver da selv syg og hjælpeløs. En organisme er således i virkeligheden en institution, der bliver opretholdt i kraft af forskellige grupper af levende væsener. Hver gruppe væsener er således i virkeligheden en slags eksperter i at udføre en særlig energiudløsning, et særligt for helheden nødvendigt arbejde. Denne helhed er jo makrojegets organisme, som altså er disse mikrovæseners univers. Et levende væsens organisme er således en skueplads, en verden, i hvilken et umådeligt antal væsener har fået husly, bolig og beskæftigelsesmuligheder og dermed de for dem nødvendige betingelser for liv og skæbneudvikling.
Symbol af Martinus
Symbol 47
Den sunde menneskeorganisme